Spillemillionerne begynder at rulle

Peter Engholm
25@mail.dk

Unibet har indgået sponsorater med superligaklubberne FC København og FC Midtjylland – sponsorater, som sporten.dk sætter beløb på.

31 spiludbydere med “stor licens” og 7 med en mindre licens. Og alle skal ud og profilere sig i det, OMDs adm. direktør Thomas Bertelsen har kaldt det et gold rush på annoncemarkedet.

Og millionerne er allerede begyndt at rulle. I dag offentliggjorde FCK en tre-årig aftale med Unibet, der overtager Parkens B-tribune – fremover kendt som, næppe så overraskende, Unibet-tribunen.

“Udover et tocifret millionbeløb har Unibet udvist en særlig interesse og engagement i at aktivere sponsoratet over for FC Københavns mange fans både på og mellem kampdage. Det ser vi naturligvis frem til, og vi er sikre på, at sponsoratet vil være til stor gavn for både Unibet, FC København og klubbens fans,” siger Anders Hørsholt, adm. direktør i FCK.

Omtrent samtidig kom det frem, at Unibet også bliver “eksklusiv betting partner” i FC Midtjylland.

Sporten.dk har sat beløb på de to sponsorater, hhv. 21 og 9 mio. kr. over tre år – altså 10 mio. kr. om året, hvilket lyder ganske realistisk i forhold til de marketingbudgetter på min. 20 mio. kr. om året, som personer med brancheindsigt over for Bureaubiz har vurderet som værende nødvendige, hvis man “satser seriøst på det danske spil-marked”.

Forventningen om gold rushet har også fået en tredje superliga-klub, AGF, til at lurepasse. Kristelig Fagbevægelse, der det seneste halve år har domineret aarhusianernes hvide trøjer, vil gerne forlænge, men klubben afventer bedre tilbud.

“Liberaliseringen af spillemarkedet er en af årsagerne til, at vi ikke ønsker at forcere en beslutning. Vi har nogle fugle på taget, og vil skal finde ud af, hvornår vi skal pille dem ned og forsøge at lukke aftalerne – og til hvilke priser,” har Jan Christiensen, adm. direktør for Århus Elite, sagt til JP Aarhus.

Som et kuriosum kan et andet sponsorat nævnes: Nemlig Betsafe – medsponsor af Superligaen og hovedsponsor af 1. division – som op til nytår offentliggjorde en hidtil uset type aftale, nemlig med en fanklub. FCK Fan Klub får fremover sponsorsøtte til tiltag som fodboldrejser til medlemmerne og produktion af tifo’er – oversize-bannerne på stadion.

Udover sponsor-aftalerne ses også en intensivering af massekom-annonceringen. Her har Danske Spil rullet en stor kampagne ud – med BBDOs venlige mellemkomst: Ikke blot for eks-monopolets nye spil, poker og casino, men også for Oddset, der som følge af liberaliseringen skal betale en mindre afgift til staten end hidtil, og som derfor kan tilbyde højere odds.