Spillesite politianmeldt af Forbrugerombudsmanden

peng

Lotto24 vildleder i deres markedsføring, mener Forbrugerombudsmanden – og nu er det op til politiet at foretage den videre efterforskning.

En jordomrejse og et skrabelod med mulighed for den store gevinst var blandt præmierne i en konkurrence fra spillesiden Lotto24 ApS. Deltagerne indgik samtidig en aftale om betalt medlemskab af Lotto24 – og lige dén oplysning fremgik ikke lige så tydeligt.

Det klagede en deltager over til Forbrugerombudsmanden, der ikke blot har givet deltageren ret i klagen, men også politianmeldt selskabet.

Ved deltagelse i konkurrencen blev forbrugerne bedt om at angive deres kortoplysninger til brug for betaling af 5 kr. for et “gratis” skrabelod til en værdi af 10 kr. Oplysningerne skulle imidlertid også bruges til betaling af det løbende medlemskab af Lotto24.dk efter prøveperiodens udløb.

Oplysningen om, at medlemskabet automatisk blev fornyet til fuld pris efter prøveperiodens udløb, blev givet ved et link til betingelserne og til allersidst i konkurrencen, efter at ordet “gratis” flere gange var blevet fremhævet i teksten.

Uklare og uhensigtsmæssige forhold, lyder det fra Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse. Formålet med Lotte24’s konkurrence var, efter Forbrugerombudsmandens opfattelse, at få forbrugerne til at give kortoplysninger og indgå aftaler – noget, de ellers ikke ville have gjort, hvis de havde været klar over sagens rette sammenhæng.

På den baggrund finder Forbrugerombudsmanden, at markedsføringen er i strid med vildledningsforbuddet i markedsføringslovens § 3.

Det er nu op til politiet at foretage den videre efterforskning.

Lotto24 er ikke enig i Forbrugerombudsmandens vurdering, men har alligevel valgt at refundere klageren beløbet for medlemskabet.

Selskabet har desuden meddelt, at hvis det bliver kontaktet af andre medlemmer, der føler sig vildledt af konkurrencen, vil de også få refunderet medlemskontingentet, selv om selskabet ikke mener at være forpligtet hertil.