Spirende håb for forbruget

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Læs om positive tegn på et stigende forbrug. Om nye arbejdsmuligheder for grafikere. Om brugen af sociale medier ved events. Samt om et sponsorat, der blev 20-30 procent mindre værd.

Flere økonomer vurderer, at privatforbruget nu er på vej op. Indikatorer på den positive udvikling er blandt andet dankortomsætningen, der i januar steg med 2,2 procent.

En anden indikator er forbrugertilliden, der også i januar steg til -7,0 fra -9,8.

Samtidig er detailomsætningen stoppet med at falde og bilsalget er steget. Ifølge Niels Rønholt, der er seniorøkonom i Jyske Bank, peger stigningen i henholdsvis detailomsætningen samt bilsalget på, at privatforbruget vil stige for første gang i fem kvartaler.

Også Las Olsen, privatøkonomi i Danske Bank tror på en moderat vækst i 2012. Samtidig ser han efterlønspengene som årets store forbrugsjoker (Børsen, p. 23).

Nyt arbejdsområde for grafikere

Grafisk facilitering – det lyder kedeligt, men det er meget mere spændende end kedelige powerpoints.

Samtidig er det en ny trend fra USA, hvor man har skiftet powerpoints til møderne ud med tuscher og masser af papir på væggene, som der skal tegnes på.

Ole Qvist-Sørensen er grundlægger af firmaet Bigger Picture, der arbejder med grafisk eller visuel facilitering som fænomenet også kaldes:

“Det kan være, at mødedeltagerne selv skal have gang i tuscherne og formidle komplekse problemstillinger eller budskaber i en simpel tegning, eller at man har en professionel illustrator til stede i lokalet, der lytter og løbende opsummerer hovedpunkterne grafisk”.

Ole Qvist Sørensen vurderer, at der er 50 personer i Danmark, der arbejder professionelt med grafisk facilitering, men at det er et felt, der vokser hastigt (Børsen, p. 18-19).

Sociale medier er et must i planlægningen af et event

Eventmagere skal integrere de nyeste teknologiske muligheder i hele programlægningen. Det mener Hewlett-Packards eventmanager, Jane Culcheth Beard, der her giver gode råd til hvordan man bruger apps og sociale medier i forbindelse med en event:

  • Tænk først grundigt over, hvad det er, du forsøger at opnå med din event og hvem målgruppen er
  • Planlæg så, hvordan du ved hjælp af de sociale medier kan skabe opmærksomhed omkring netop denne event, og hvordan du igen kan skabe dialog omkring den både under og efter afholdelsen.
  • Og sørg for at være autentisk. Lad være med at lade marketingafdelingen lave en eller anden form for produktudviklingsblog. Det skal være ægte.
  • Planlæg brugen af de sociale medier i god tid i forvejen. Med en lille event kan man starte 30 dage i forvejen, men med en stor, er det bedst at gå i luften 12 måneder før. Både med nyheder og med oprettelsen af diskussionsfora.
  • Og husk at følge op efter afholdelsen. Det er det, som er allernemmest at glemme og samtidig er det det vigtigste af alt. For hele ideen med din event er jo netop at sætte en dialog igang.
  • Til sidst: du kan ikke kontrollere de sociale medier, men det kan du så alligevel. Folk kommer ofte med kritik og netop på de sociale medier har du en chance for at svare (Børsen, Møder og Konferencer, p. 11).

Sponsorat 20-30 procent mindre værd

Sponsorbureauet Promovators adm.dir. , Christian Vollerslev mener at sponsoratet af Bjarne Riis cykelhold er blevet af mindre værdi for Saxo Bank, når Alberto Contador er ude af Tour de France i år.

Christian Vollerslev tror ikke, at Saxo Bank trækker sig som hovedsponsor, men han forventer, at Saxo Bank vil forlange at få sit sponsorbeløb sat ned – måske med 20-30 procent.

En anden sponsorekspert, Thomas Badura, der er partner i Sponsorpeople, er overbevist om, at der i sponsoraftalen mellem Bjarne Riis og Saxo Bank er taget højde for risikoen for en dopingkarantæne til Alberto Contador og at der i den forbindelse allerede er lagt en plan B.

“Jeg vil ikke blive overrasket, hvis Bjarne Riis endnu engang trækker en hvid kanin op af hatten og præsenterer to stærke ryttere til Tour de France i år”.

Contadors karantæne gælder til primo august og derfor kan cykelrytteren godt være med i Spanien Rundt, der begynder den 18. august. Det har stor betydning for Saxo Bank, der har flyttet alle sine latinamerikanske aktiviteter til Spanien og har åbnet nyt kontor i Madrid.

Saxo Bank har været sponsor for cykelholdet siden 2008. og sponsoratet udløber i 2012. Adm.dir. Lars Seier Christensen fra Saxo Bank siger til Børsen, at man i hvert fald er sponsor tiden ud (Børsen, p. 20.)