Sportmaster køber webshop

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Sportskæderne udfordres af webshops men også af modebrands med egne sportsmærker.

Sportmaster har netop købt fodboldexperten.dk. Opkøbet er første skridt på vejen til en større integration mellem Sportmasters fysiske butikker og de digitale platforme, siger Jens Høgsted, Sportmasters topchef, til Børsen:

”Onlinemarkedet, der i stigende grad flyder sammen med de fysiske butikker, er kommet for at blive. Så jo hurtigere vi øver os på det, des bedre. Og når vi investerer i fodboldexperten nu, er vi stærkere rustet til fremtiden.”

Internethandel er i det hele taget en udfordring for ikke bare Sportmaster men også Intersport Danmark. Regnskaberne for de to kæder antyder således, at det er en god ide at investere digitalt. Sportmaster havde sidste år et underskud på 55,2 mio. kroner og Intersport Danmark tabte 7,3 mio. kr. Samtidig havde netbutikken Unisport et overskud på 5,5 mio. kr.

Jens Høgsted siger til Børsen, at 15 procent af salget skal ske via nettet for at Sportmaster kan være konkurrencedygtige, men han vil ikke ud med, hvor meget det ligger på nu.

Intersport er også i gang med digitale investeringer, siger topchef Mikael Kold til avisen:

”Vi har investeret et markant tocifret millionbeløb i vores it-systemer og digitale platforme de sidste par år. Men vores kerneforretning er stadig de fysiske butikker. Derfor tænker vi vores online-platforme ind i den sammenhæng. Og det er en proces, vi er nået rigtig langt med.”

Ifølge Børsen er netbutikker dog ikke den eneste konkurrent til sportsbutikkerne. Modefirmaer er også gået ind på markedet med egne sportsmærker.

Mette Skovgaard Frich, vidensudviklingschef i Retail Institute Scandinavia, mener at sportskæderne skal levere mere end de gør i dag:

”Der skal skrues op for oplevelsen og modegraden i butikken. Og der skal laves et miljø, der viser, at det at dyrke sport er en livsstil og ikke bare udstyr. Det kender vi f.eks. fra Nike Stores, hvor det hele er meget iscenesat. Sportskæderne skal med på den bølge”.

Børsen, p. 6-7.