Sportmaster vælger ny partner

Peter Engholm
25@mail.dk

Efter ’en grundig overvejelse af systemlandskabet’ investerer landets største sportsudstyr-kæde i marketing automation og tilhørende bureauydelser.

Sportmaster har de senere år valgt nye bureau-partnere; tre-i-én løsningen Saatchi, MSL Group og Prodigious samt Hjaltelin Stahl Direct og OMD – sidstnævnte samarbejde begyndte ved årsskiftet.

Nu følger så endnu en partner, udi marketing automation. Efter en proces med grundig overvejelse af systemlandskabet – herunder om der var brug for et CRM-system til Klub Sportmaster – faldt valget på Agillic, der også leverer platformen til kundeprogrammer som Club Matas, Sydbank Favorit, DSB+, Norgesgruppen m.fl.

Ikke at det står skralt til Sportmaster, hvis kundeklub – med over 700.000 medlemmer – er blandt de største i Danmark. Dertil kommer E-handelsprisen sidste år som Bedste omni-channel virksomhed.

Stefan Kirkedal, omnichannel-ansvarlig hos Sportmaster, siger om tilgangen:

”Med vores eksisterende setup havde vi svært ved at udnytte vores fulde potentiale for genkøb og kundeloyalitet. Det blev for tungt og med en for lang ’time to market’. Et af de første succeskriterier med det nye setup er, at vi ved ren konfiguration kan eksekvere kampagner automatisk, når en given række kunder matcher bestemte kriterier. Har kunden f.eks. købt en FCK-spillertrøje tidligere, vil vedkommende få automatisk besked på sin foretrukne kanal i det øjeblik, den nye model er på hylderne. ”

Han fremhæver, at marketing-, kundeklub- og e-commerce-ansvarlige nu får muligheden for at kunne eksekvere kommunikation effektivt på baggrund af de mange data, der opsamles – hvad enten det er via email, sms, app eller i butikken.

”Det er ikke kun et effektfuldt værktøj for os. Det skulle også meget gerne give en bedre og mere relevant kundeoplevelse for vores mest loyale kunder. Desuden bliver alle data på dansk jord med Agillic – det er godt nyt for alle, der går op i datasikkerhed og privatlivs betingelser.

Hos Agillic siger Rasmus Houlind, Chief Strategy Officer:

”Vi fornemmer i øjeblikket en 2. bølge af systemindkøb fra virksomheder, der indtil nu har anvendt et mere email-orienteret marketing system, hvor man så har måttet uploade diverse lister, før en kampagne skulle sættes i gang.”

Implementering er netop nu i gang sammen med Hjaltelin Stahl Direct og forventes at gå i luften hen over sommeren 2016.