Spotify får dansk bureau-hjælp

peng

Den store musiktjeneste er nu tilgængelig i Danmark – og et PR-bureau skal sammen med bl.a. 7-Eleven og Coca-Cola udbrede kendskabet.

Fra og med i dag kan danske musikfans få adgang til ét af verdens største musikkataloger via Spotify. Den digitale musiktjeneste giver brugerne mulighed for at håndtere, opdage og dele musik fra et bibliotek med et 15 mio. sange på verdensplan.

Burson Marsteller i Danmark er hyret til lanceringen, der bl.a. omfatter en samarbejdsaftale med landets 7-Eleven butikker. Derudover lanceres Spotify i samarbejde med Coca-Cola, som med “innovative annoncekampagner” vil hjælpe med at sprede budskabet om musiktjenesten.

Grundlæggeren af – og adm. direktør i – Spotity, svenskeren Daniel Ek, siger i forbindelse med lanceringen:

“Vi er vildt glade for, at vi fra i dag kan tilbyde Spotify til de danske musikelskere. Musik er en af de mest sociale ting, der findes og det er derfor vi har indbygget de bedste sociale features i Spotify så det er nemt at dele den ultimative musikoplevelse med hinanden.”

Spotify har indgået aftaler med KODA, pladeselskaber og musikeaggregatorer som Universal Music Group, Sony BMG, EMI Music, Warner Music Group og Merlin samt en række uafhængige danske pladeselskaber.

“Spotify blev etableret som et bedre, enklere alternativ til ulovlig piratkopiering. Så det faktum, at de mennesker, som laver musikken, som vi andre nyder, får betaling for deres arbejde, er ekstremt vigtigt for os. Med vores brede katalog bliver alle kunstere, komponister og tekstforfattere fair kompenseret for deres kreativitet hver gang, deres musik bliver spillet via Spotify,” siger Öjje Holt, der er nordisk ansvarlig for Spotify.