Spritnyt search-bureau går i alliance med Republica

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Det nye bureau er ejet af Jacob Hagemann, der i sin tid stod bag notabene.net, og ambitionen er at bygge et mellemstort bureau.

Republica har indgået samarbejde med et bureau, der er så nyt, at blækket dårligt er tørt. Bureauet blev etableret i starten af denne måned og i går så bureauets hjemmeside dagens lys.

Bag bureauet, der har fået navnet Your Interface og som beskæftiger sig med digital branding med fokus på search, står dog erfarne folk.

Partnerne er Jacob Hagemann, der i sin tid stiftede notabene.net (i dag er navnet Netbooster Agency) og Thomas Lundbye, der siden 2000 har beskæftiget sig med online markedsføring, bl.a. hos Notabene.net.

Om baggrunden for, hvorfor Republica indgår et samarbejde med et digitalt bureau, fortæller Lars Henrik Larsen, der er digital direktør hos Republica:

”Vi vil gerne sætte os på den disciplin, der hedder digital markedsføring. Set-upp’et med Your Interface betyder, at vi får en stor muskel at spille med. Vi kommer simpelthen på den øverste hylde i forhold til, hvad der er på det danske marked med det her samarbejde.”

Lars Henrik Larsen fortæller videre, at Republica hidtil har brugt eksterne underleverandører, når kunderne efterspurgte search-løsninger, men at man med dette samarbejde får et meget bedre indblik i hinandens områder, fordi Thomas Lundbye skal have sin faste gang på Republica.

Thomas Lundbye supplerer:

”I dag er der typisk stadig meget silo over internetannoncering. De digitale discipliner som f.eks. søgemaskineoptimering og banner optimering kan udnyttes meget bedre ved at tænke i helheder – også med offline markedsføring og det er det, der er baggrunden for det her samarbejde”.

Majoritetsejeren i bureauet, Jacob Hagemann, fortsætter med at arbejde ud fra Schweiz, hvor han ejer searchbureauet Searcus, der har afdelinger i Lugano, København og Aalborg.

På spørgsmålet om det nye bureau ikke kannibaliserer hans eget Searcus, svarer han:

”Nej, det mener jeg ikke. Your Interface arbejder med digital branding med fokus på search og skal hjælpe kunderne med at markedsføre sig på tværs af kanalerne. Searcus er derimod et rendyrket search marketing bureau.”

Om det nye bureaus fremtid, siger han:

”Visionen er, at vi bliver et mellemstort bureau med 8-15 mand.  Vi skal ikke være større, men vil arbejde med forskellige eksperter og freelancere alt afhængig af opgaverne. Jeg tror ikke på et digitalt bureau, der mestrer alle platforme inhouse, men mere på at man henter dygtige folk ind til specifikke opgaver”.