I denne tid markerer TV2 i reklameblokken 25-års jubilæet for Tuborg Squash-filmene fra Partners. Stationen har sammen med bryggeriet skabt ”et digitalt univers”, hvor seerne kan give deres besyv med om de i alt 25 film. Det er en nyskabelse, for lidt flabet formuleret har den digitale side af brandet ikke rykket sig voldsomt siden dengang de første spots med Jacob og Finn kom frem.
I al fald ligger Squash i bunden af Det Digitale Sundhedstjek, hvor i alt 375 virksomheder er blevet evalueret objektivt på 39 performance kriterier. Bag undersøgelsen står MyResearch, der har foretaget flere end 20.000 registreringer.
”Nykredit Bank topper med en Digital Performance Score, DPS, på 73 pct. efterfulgt af Audi og Ikea med 70 pct. Nykredit Bank har toppet undersøgelsen i 3 ud af 4 år, mens Audi og Ikea er nye på Top10,” siger Mogens Østergaard, adm. direktør i MyResearch.
Han fortsætter:
”Blandt de 10 nederste virksomheder ligger hele 4 fra kategorien drikkevarer. Udover Squash er det Nikoline, Kildevæld og Fun. Ikke dermed sagt, at det er hel kategori, som undlader at udnytte digitale muligheder. Blandt de godt 30 undersøgte drikkevarer topper Red Bull med en DPS på 49 pct.”
Både toppen og bunden har hævet deres DPS i forhold til sidste år, og det er ganske flot klaret – al den stund, at MyResearch løbende hæver barren i undersøgelsen.
Business Danmark og førnævnte Audi er de to virksomheder, der har formået at løfte deres digitale score mest det forløbne år – begge med 27 procentpoint.
I bunden ligger Santander Consumer Bank, mens to andre fra samme kategori – Forbrugslån – har taget store, digitale skridt. Således er både Ikano Bank og GE Money Bank blandt årets højdespringere. Se listen nederst.
Skobutikker har hidtil ikke performet specielt godt i Det Digitale Sundhedstjek, men i år rykker både Zjoos.dk og Skoringen – begge fra et relativt lavt niveau – til ganske hæderlige DPS og kan nu kalde sig digitale højdespringere. Uden dog at overhale Ecco på kategoriens førsteplads.
Man kan se mere om analysens præmisser her
Det Digitale Sundhedstjek 2014 – Toppen
Virksomhed – DPS, Digital Performance Score
- Nykredit Bank – 73 pct.
- Audi – 70 pct.
- Ikea – 70 pct.
- Jyske Bank – 69 pct.
- Saxo.com – 67 pct.
- Codan – 67 pct.
- Mercedes-Benz – 66 pct.
- Telmore – 65 pct.
- TDC – 63 pct.
- Unibet – 63 pct.
Det Digitale Sundhedstjek 2014 – Bunden
Virksomhed – DPS, Digital Performance Score
366. Santander Consumer Bank – 10 pct.
367. Alli – 10 pct.
368. Pinotex – 10 pct.
369. Fun – 8 pct.
370. Squash – 8 pct.
371. Haahr Benzin – pct.
372. Kildevæld – 8 pct.
373. Nikoline – 7 pct.
374. Paw Sko – 7 pct.
375. Nellie Dellies – 6 pct.
Det Digitale Sundhedstjek 2014 – Årets højdespringere
Forskel i DPS fra 2013 til 2014
- Business Danmark – 27 procentpoint (28 til 54 pct.)
- Audi – 27 procentpoint (44 til 70 pct.)
- Ikano Bank – 24 procentpoint (21 til 45 pct.)
- Zjoos.dk – 24 procentpoint (18 til 42 pct.)
- Spar Nord Bank – 22 procentpoint (31 til 53 pct.)
- GE Money Bank – 21 procentpoint (23 til 44 pct.)
- Skoringen – 21 procentpoint (21 til 42 pct.)
- SLA – 20 procentpoint (28 til 48 pct.)
- Unibet – 19 procentpoint (43 til 63 pct.)
- Citroën – 19 procentpoint (33 til 52 pct.)