I starten af 2015 sagde Simon Wooller og Thomas Thorstholm farvel til rollerne som chefer for Halbye Kaag JWT.
Senere på foråret startede de så deres nye bureau, The Orbit Agency, og det har vist sig at være en god idé.
Det første regnskab er indleveret, og resultatet må siges at være særdeles solidt. The Orbit Agency er kort sagt kommet flyvende fra start.
Læser man regnskabet som andre bureauers, så bød de første 14 måneder på en bruttoavance på knap 4 mio. kr. og et overskud på 1,4 mio. Det er et resultat af, at bruttoavancen er skabt af blot to ansatte, som til sammen har hævet blot 1,4 mio. kr. i løn.
Det giver en lønandel på beskedne 36,5 og en bruttoavance pr. medarbejder på over 1,9 mio. kr.
The Orbit Agencys forretningsmodel er dog anderledes, og derfor skal regnskabet også læses anderledes. Nogen vil kalde det et netværksbureau, men adm. dir. Thomas Thorstholm synes ikke, det er en dækkende beskrivelse.
Faste samarbejder
“Det er ikke sådan, at Simon og jeg blot sidder og sætter et hold hver gang ud fra et større netværk af free-lancere. Vi har et miljø her i Vestergade, hvor der sidder en halv snes mennesker, som vi alle kender godt og har arbejdet meget sammen med. Der er tale om ret faste samarbejder, og det er dem, som vi sætter ind på projekterne, og vi har indtil nu kunnet beskæftige dem ganske godt,” siger Thomas Thorstholm.
Men fordi de ikke er ansatte på bureauet, så optræder omkostningerne til deres løn som indkøb. Og kigger man i stedet på bureauets omsætning, så landede de første 14 måneder på knap 8,5 mio. kr.
Af disse penge gik ca. 4,6 mio. kr. til indkøb, og godt nok indgår der indkøb af bl.a. data, men klart størstedelen af pengene er betaling til den halve snes mennesker, der arbejder i fællesskabet.
“Det er en model, hvor vi får større fleksibilitet for både os, dem og vores kunder. Det giver vores folk mulighed for at have andre opgaver – eller have mere fritid – og det giver os mulighed for ikke at skulle jagte opgaver for hele tiden at belægge et større antal ansatte,” siger Thomas Thorstholm og fortsætter:
“Det har faktisk haft en positiv effekt hos kunderne på den måde, at de i højere grad kommer til os, og spørger, om vi kan hjælpe dem. Så indtil nu har vi ikke haft svært ved at beskæftige gruppen – og vi er faktisk ved at opgradere den.”
Blevet et trekløver
Desuden er bureauet blevet en enkelt mand større, idet David Asmussen er trådt ind som partner.
“David har vi arbejdet sammen med i en årrække, og vi er et trekløver. Det er ikke et udtryk for, at vi er ved at ændre vores model. Så længe vi og de faste folk er glade for modellen, så ser jeg ingen grund til at ændre den,” siger Thomas Thorstholm og tilføjer, at den måde at organisere sig på også giver bedre mening i forhold til, hvordan markedet fungerer, hvor kunderne er mere uforudsigelige i deres adfærd og ofte shopper mere rundt.
Nøgletal for The Orbit Agency
- Omsætning 8,471 mio. kr.
- Bruttoavance 3,866 mio. kr.
- Bruttoavance pr. medarbejder 1,933 mio. kr.
- Lønandel 36,5
- Resultat af primær drift +1,406 mio. kr.