Stærkt regnskab fra Magnetix igen, igen, igen, igen…..

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Bureauet bliver desuden stadigt mere internationalt i sine aktiviteter – dog primært for danske kunder med internationalt perspektiv.

Hvis man vil dyrke janteloven, så vil man fokusere på, at Magnetix i 2015 faldt lidt tilbage i indtjening efter at være gået frem på bundlinjen uafbrudt siden 2009.

Men det er helt sikkert en tilbagegang, som adm. dir., Martin Bochineck, har det meget fint med. Dels kan han præstere en overskudsgrad på 24,3, hvilket er meget højt i bureaubranchen, dels er bureauet fortsat vokset på toplinjen – og dels er det selv-valgt.

”For 3 år siden, i 2013, var vi under halvt så store., så det har været en vild rejse, og vi gik ind i 2015 med ambitionen om en lille vækst og en større organisation til at supportere den. Det var stort set hvad der skete,” siger Martin Bochineck.

Udtrykt i tal, så steg bruttoavancen med knap 7 pct., mens antallet af medarbejdere steg med 16 pct. Men for et bureau af Magnetix’ størrelse er en vækst på knap 7 pct. lig med en vækst i kroner på godt 7 mio., hvad der i sig selv er lig med et mindre bureau.

2015 markerer således endnu et godt år i en af bureaubranchens mest markante succes-historier i de senere år.

Ikke bare er Magnetix blevet det største danske digitale bureau – det er også suveræn topscorer i den årlige MyImage analyse fra MyResearch og Bureaubiz.

Magnetix’ forretning består af 3 hovedområder: Platforme, Campaigns og Automation.

”Alle 3 udviklede sig rigtig fint i 2015. Vi føler vi står meget stærkt med disse 3 ben og de fleste af vores kunder køber faktisk ind på tværs af alle 3 områder,” siger Martin Bochineck.

Han fremhæver desuden, at bureauet får stadigt mere internationale opgaver. Der er enkelte internationale kunder, men det gælder først og fremmest internationalt orienterede danske kunder.

”Faktisk viser en intern opgørelse af vi eksekverer marketing på vegne af vores kunder i mere end 65 lande. Med teknologien er der også opstået nye samarbejdsformer, og vi oplever at mange kunder centraliserer deres globale digitale marketing,” siger Martin Bochineck

Forklaringen på, at omsætningen vokser mere end bruttoavancen er, at bureauet på en række områder selv håndterer mediaindkøb frem for at gå gennem mediabureau.

Nøgletal for Magnetix

  • Omsætning 145,651 mio. kr. +11 pct.
  • Bruttoavance 116,971 mio. kr. +6,7 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 958.779 kr. -8,2 pct.
  • Lønandel 63,3 (58,6)
  • Resultat af primær drift +28,373 mio. kr. -9,9 pct.