Starbucks vil ind i Norden – men hopper over Danmark

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Starbucks’ indtrængen på det danske marked lader vente på sig. Imens har Baresso og andre kaffebarer succes med at slukke danskernes kaffetørst.

Mens de fleste brancher vånder sig over, at opsvinget lader vente på sig, går det godt på kaffebarerne.

Alligevel holder amerikanske Starbucks sig stort set ude af Danmark. De har dog bebudet deres indtog i Skandinavien, men det bliver Oslo, der får fornøjelsen først og dernæst Stockholm.

Udover, at Starbucks er tilstede i lufthavnen, vil de kun – i første omgang – åbne endnu en enkelt kaffebar i Danmark og det bliver i shoppingcentret Fields i Ørestaden.

Så Baresso, der er landets største kaffekæde, har markedet for sig selv sammen med kæder som Kong Kaffe, Coffee Collective og Riccos Kaffebar.

Og det går godt for dem. Baresso har på 13 år åbnet 44 kaffebarer og har sammen med de øvrige kaffebarer oplevet vækst.

”Det er et udtryk for, at forbrugerne har ændret på den måde, de spiser og drikker. Hvor vi for ti år siden spiste størstedelen af vores mad i hjemmet, så spiser mange forbrugere i dag meget af deres daglige mad ’on the go’”, siger Heidi Boye, ekstern lektor ved Institut for Afsætning på CBS til Berlingske.

Og Baresso frygter ikke, hvis Starbucks vælger at gå mere ind på det danske marked:

”Vi tror på, at markedet stadig kan udvide sig og frygter derfor ikke konkurrence”, siger Anders Wall, kommerciel direktør i Baresso (Berlingske Business Fredag, p. 18).