Starcom vinder endnu en kunde

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Denne gang gælder det en nordisk detailkæde, som skifter i tre lande. Taber af budgettet er Carat.

I går kom det frem, at Starcom beholder Codan i Danmark efter, at moderselskabet, engelske RSA, afgjorde sin konkurrence om det nordiske mediebudget.

I dag kan bureauet så skrive detailkæden Stadium på kundelisten. I hvert fald ifølge det svenske site, Dagens Media.

Ifølge mediet er budgettet ca. 100 mio. kr. værd og omfatter tre nordiske markeder, hvor Danmark er et af dem.

Budgettet har ligget hos Carat, som altså derved kan notere en optur i går ved at vinde Nokias globale budget, og nedtur i dag ved at tabe Stadium.

Dagens Media har ikke fået bekræftet historien hos Stadium. Bureaubiz har ikke haft held til at få kontakt med Stadium i Danmark, mens adm. dir., Claus Enggaard, Starcom, blot kort svarer:

“Jeg kan bekræfte, at Starcom har deltaget i en bureaukonkurrence. Udfaldet af den, må du tale med Stadium om”.