Stark-kampagne vinder detailhandelspris

Lars Hedegaard Pedersen,
journalist og kommunikationsrådgiver

Stark og Marketsquare modtog forleden Berlingskes Detailhandelspris for kampagnen ‘Det skal bygges væk’. Prisen modtog byggemarkedskæden i tæt opløb med Spar og H&M.

Den danske detailbranches var i sidste uge forsamlet til årets prisfest for at hædre branchens mest toneangivende aktører med Berlingskes Detailhandelspris 2017.

Blandt modtagerne af prisen, var byggemarkedskæden Stark, der blev tildelt årets Detailhandelspris for kampagnen ‘Det skal bygges væk!’, som er udviklet i samarbejde med Marketsquare.

Prisen blev således tildelt den aktør, som i årets løb har markeret sig stærkest inden for markedsføring og annoncering, hvor Stark-kampagnen blev hædret for sine trafikskabende og salgsfremmende resultater foran kæder som H&M og Spar.

“Vi er utroligt stolte over at modtage Berlingskes Detailhandelspris og ser den som en stor cadeau til vores arbejde med at dyrke den tætte og troværdige dialog, der hver dag skaber værdi for kunderne”, lyder det fra Starks marketingdirektør.

Afgørende for kampagne har været kampagnens simple og uhøjtidelige budskab, som så at sige har fungeret i direkte øjenhøjde med målgruppen professionelle håndværkere og selvbyggere.

“Vi ønsker altid at være så tilgængelige for kunderne som muligt. Vi hjælper dem, dér hvor de er, og når de har tid, med netop den uhøjtidelige, konstruktive og handlekraftige professionalisme i øjenhøjde, som indfanges i kampagnebudskabet ”Det skal bygges væk!”, siger Jesper Gaarde.

Tidligere vindere af Berlingskes Detailhandelspris er Pandora, teleselskabet 3, Salling, Irma og Bianco Sko.