Start-up vil disrupte pensionsbranchen

Anja Christensen
stud.ling.merc

Start-up, der vil tilbyde pensionsordninger til bl.a. freelancere og bureaufolk, går i luften i dag og har brugt et stort bureau som samarbejdspartner.

I dag lanceres start-up-virksomheden Grandhood, som med en ny pensionsløsning vil disrupte pensionsbranchen for bl.a. freelancere, bureauer og iværksættere. Virksomheden går nemlig i luften med en ny strategi, både når det gælder forretningsmodel og brandidentitet.

Til at hjælpe med den visuelle identitet har man valgt at samarbejde med Designit. Om baggrunden for det valg, siger Camilla Egelund Isberg, head of marketing hos Grandhood, til Bureaubiz:

”Vi har valgt Designit, da pension er en kompleks størrelse, og vi som startup er nødt til at rykke hurtigt og effektivt frem. Vi havde derfor brug for en vis ‘garanti’ for høj kvalitet i processen.”


Grandhood tagline på lærredspose.

Designit har udviklet Grandhoods navn, brandstrategi, visuelle identitet og kommunikative afsæt.

”Designit har været involveret i hele Grandhoods brand-identitet, der skal sikre en differentierende og stærk profil i det traditionelle pensionsmarked” fortæller Camilla Egelund og fortsætter:

”Grandhood er vores synonym for pensionstilværelsen, fordi vi gerne vil gøre pension lidt mere enkelt og lidt mere positivt. Mange opfatter pension som noget besværligt og komplekst. Derfor vil Grandhood skabe et positivt narrativ om pensionstilværelsen, som vi synes skal være en integreret del af ens liv i en tidligere alder.”


Grandhood grafik.

Ambitionen med Grandhood var netop hvad, der vækkede Designits interesse i at samarbejde med den nystartede virksomhed:

”For os er størrelsen på ambition vigtigere end størrelsen på pengepungen, og der leder vi efter de små, som gerne vil forandre en branche. Nerven findes der, hvor der er et hul i markedet. Derfor vil vi naturligvis gerne være med på rejsen, når Grandhood gerne vil forandre pensionsbranchen,” siger Designits kreative direktør Carsten Nguyen Henriksen til Bureaubiz.


Mobilversion af Grandhoods hjemmeside. 

Processen og fremgangsmåden har også været anderledes end hvad man normalt møder, fortæller Designits kreative direktør Carsten Nguyen Henriksen:

“Arbejdet med at skabe Grandhoods brand-identitet var en meget kompakt proces på et 5-6 ugers intenst samarbejde. At samarbejde med en start-up er en mere agil og direkte proces, hvorfor en anderledes fremgangsmåde ligeledes er nødvendig.”

Udover lanceringen af Grandhoods identitet, bliver en app lanceret til foråret. App’en skal hjælpe målgruppen med at give et lang mere enkelt overblik over hvordan de kan få mest ud af deres pensionsopsparing.

Lanceringen af Grandhood sker i dag på sociale medier og via PR med fokus på content marketing.