Staten søger bureauer til dobbelt-jubilæum

Peter Engholm
25@mail.dk

Næste år er 100-året for grundloven af 1915, der bl.a. gav kvinder stemmeret. Folketinget vil fejre demokratiet, og Ligestillingsministeriet vil fejre kvinderne: 2 kampagner til i alt 6 mio. kr.

Med grundloven fra 1915 fik alle – også kvinder og tjenestefolk – stemmeret. Og 100 år senere kalder det på to kampagner, som nu er i udbud.

Folketinget vil næste år bruge grundlovs-jubilæet som afsæt for en kampagne, der fokuserer på demokrati og deltagelse. Den primære målgruppe er unge førstegangsvælgere, sekundært ”den brede, stemmeberettigede befolkning i Danmark.” Og formålet er at opbygge unge demokratiske kompetencer.

Det vindende bureau skal ikke opbygge fra bunden af, for Folketinget har allerede – sammen med Advice – udviklet et overordnet koncept for kampagnen, der har et budget på 2,5 mio. kr.

Konceptet skal implementeres ved at udvikle, producere og distribuere del-elementerne, bl.a. digital platform (inkl. indhold), kampagnematerialer, involverende aktiviteter, PR, mediaplanlægning og indrykninger.

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold har – ud over længde-rekorden for danske ministerienavne – 100-året for kvinders valgret og valgbarhed i udbud. ”Det skal fejres!” – og her skal der bygges op nedefra: Med udvikling af idékoncept, planlægning, markedsføring samt afvikling af fejringen af 100-året for kvinders valgret og valgbarhed.

Regeringen ønsker med fejringen at aktualisere, hvad ligestilling, demokrati og samfundsdeltagelse betyder for den enkelte borger samt ”inspirere borgerne til at gøre noget, som de ellers ikke ville have gjort, og som har betydning for samfundet”.

Vinderen forventes at kunne levere alt i forbindelse med kampagnen, der har et budget på 3,5 mio. kr. Der er dog visse ydelser, der ikke er omfattet af udbuddet: Hjemmeside og visuel identitet for 100-året, debatmateriale, festskrift samt festmiddag.  

De to udbud har deadline på hver sin side af Kr. Himmelfart, og begge kampagner lanceres i begyndelsen af næste år– med det næppe så overraskende fælles klimaks på selve Grundlovsdag 5. juni 2015.