Stemmebaseret teknologi på vej frem

Sine Patulski,
Redaktionsassistent

24 procent af virksomheder på globalt plan forventer at stemmebaserede interfaces vil blive relevant for virksomheden i 2018.

Den teknologiske udvikling af stemmebaseret teknologi åbner for mange nye muligheder, der kan gøre hverdagen meget lettere.

Stemmebaseret teknologi er en af de store trends i 2018. En global undersøgelse fra WARC viser at flere og flere brands vil eksperimentere med at udvikle stemmebaseret teknologi i år:

24% af virksomhederne forventer at stemmebaserede interfaces, vil blive vigtigt for deres virksomhed i år.

56% brands og 50% bureauer har svaret i undersøgelsen, at de ser potentiale og muligheder i at tilføje stemmebaseret teknologi eller AI til deres virksomhed, og en ud af fire forventer at indføre det i løbet af i år.

Hertil ser 46% brands og 52% bureauer frem til de muligheder, som stemmebaseret teknologi åbner for. Det vil sætte forbrugeren i højsædet, og det vil imødekomme forbrugerens behov og ønsker om nem, smart og hurtig teknologi.

Indtil videre foretrækker de fleste mennesker dog endnu kun at benytte sig af stemmebaseret teknologi i privaten, da det for mange mennesker er grænseoverskridende f.eks. at adressere sin telefon i offentligheden, viser undersøgelsen.

Ny teknologi som f.eks. smart earbuds med indbygget mikrofon, er et af de produkter, der er under udvikling og som skal bidrage til at gøre det lettere og mere komfortabelt at benytte den stemmebaserede teknologi offentligt.

I nogle lande er den stemmebaserede teknologi mere brugt end andre. Undersøgelsen viser, at i Asien er det langt mere populært end i den vestlige verden.

Det kræver meget at skrive en besked på f.eks. kinesisk, i forholdet til at indtale en besked. Og det kan være en begrundelse for, at kineserne er mere modtagelige overfor den stemmebaserede teknologi.

Der er allerede tæt på 30% af dem, der har en smartphone i Kina, der benytter stemmebaseret teknologi mindst én gang ugentligt.

Undersøgelsen, foretaget af WARC, er baseret på besvarelser fra godt 600 mennesker, der er indenfor marketing- og reklamebranchen. Læs mere om undersøgelsen her