Steve Jobs er død: Gense reklamefilmen, der startede det hele

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Apples medstifter og chef gennem mange år, Steve Jobs har haft enorm betydning for den tid vi lever i. Det var en legendarisk reklamefilm, der startede revolutionen.

Selvom Apple i slutningen af 70’erne og 80’erne var et rimeligt succesrigt computerfirma, så var det først i 1984, at firmaet brændte rigtigt igennem.

Her startede Apple den personlige computer-revolution med lanceringen af Macintosh – en computer der i modsætning til andre repræsenterede den intuitive og grafiske brugerflade.

Det skete med en reklamefilm, som er blevet legendarisk. Det siges, at den kun blev vist en gang – nemlig ved verdens største reklamevindue – amerikanske Super Bowl i januar 1984.

Men det var nok: reaktionen var enorm og revolutionen var sat i gang – som det skildres i filmen.

Selvom den er fra 1984 og Youtube først er kommet til mange år senere, så er den faktisk blevet vist mere end 7,7 mio. gange (se den her).

Iøvrigt var filmen instrueret af Ridley Scott. Desuden har selveste Bill Gates hyldet Macintosh (se her).

Ingen tvivl om, at Apple repræsenterer en utrolig brand,- design- og reklame-historie – og at medstifter og topchef gennem både flere perioder og mange år, Steve Jobs, personificerede historien.

Men skulle nogen tvivle på, at hans betydning rækker meget, meget videre, så skal de blot kigge på reaktionerne på hans død.

Det er tophistorien på alverdens medier, hvor han betegnes som “a visionary leader” i mange overskrifter. Og blandt mange mindeord fra denne verdens markante ledere kan nævnes USAs præsident, Barack Obama, som meget hurtigt ude med mindeord.

“Han ændrede vore liv, omdannede hele industrier og opnåede en af de mest sjældne ting i menneskets historie: Han ændrede den måde, hver af os ser verden,” skriver Obama i en meddelelse.

Det hedder videre: “Ved at bygge et af verdens mest succesfulde selskaber ud af sin garage eksemplificerede han ånden i amerikansk opfindsomhed.”

Obama bruger store ord – og spørgsmålet er, om man i denne stund kan bruge for store ord.

Det mener Claus Sølvsteen ikke. Han er fra Peytz & Co men har en fortid som IT-skribent på Politiken i 90’erne.

“Der er nogen, der har kaldt ham for vor tids Edison, og det er vel ikke helt forkert,” siger Claus Sølvsteen.

Steve Jobs var medstifter af Apple i 70’erne, men røg ud fra selskabet i 1985, og siden gik det ned ad bakke for selskabet. Det var således et skrantende Apple han vendte tilbage til i 1997.

Siden har han stået bag lanceringen iPod, iPhone og iPad.

“Vel i og for sig tre revolutioner mere ud over den personlige computer. Jeg vil mene, det var iPoden, der genrejste Apple. Der var andre MP3 afspillere – men ingen så lækker og med en så intuitiv brugerflade,” siger Claus Sølvsteen.

Skal man moderere udtrykket “vor tids Edison” så kommer det til at handle om, at Steve Jobs ikke om sådan var opfinder.

“Jeg mener, han mere var en forretningsmand med en utrolig god forståelse for teknologi og dens anvendelse,” siger Claus Sølvsteen, som dermed er på linje med designeren og arkitekten, Morten Langebæk, som i forbindelse med Steve Jobs afgang i august sagde til Bureaubiz:

“Han repræsenterer en kombination af en stærk forretningsmæssig forståelse, passionen, kreativ vildskab og design-forståelse – på et niveau, som man meget sjældent finder i en og samme person. I de fleste virksomheder skal man have et helt hold for at opnå det samme.”

Claus Sølvsteen peger også på, at Steve Jobs var personificeringen af Apple – og her kan ligge en fremtidig udfordring for Apple efter hans død.

“Kigger man på Apples adfærd i markedet, så er den virkeligheden ikke særlig moderne. Produkterne understøtter hinanden fantastisk – men er svære at kombinere med andre. De er ikke kendt for at lytte til brugerne og deres kundeservice er ikke videre god. Apple ved kort sagt bedst – men så længe det var Steve Jobs, der gjorde det, så var det i orden. Spørgsmålet er så, hvad der sker nu,” siger Claus Sølvsteen.

Selvom Steve Jobs gik af som topchef i august og overlod ansvaret til Tim Cook, så er aktien faldet 3,5 pct. her til morgen i Frankfurt.

Steve Jobs blev 56 og døde af en sjælden form for kræft i bygspytkirtlen.