Af Finn Graversen, journalist

Frankly kom stærkt ud af 2019. Samtidig har stifteren, Frank Thomsen, valgt at udtræde af ledelse og ejerkreds.

En vækst på toppen på næsten 20 pct. og en 9-dobling af bundlinjen må siges at være et mere end godkendt regnskab. At det så skal afleveres i en tid, hvor usikkerheden om fremtiden er enorm ændrer ikke på, at det er en stærk baggrund for Frank Thomsen at forlade det bureau, han stiftede i 2006 under navnet Frankly.

Det understreges, at der er tale om et planlagt generationsskifte, som har været undervejs i 3 år, og det indebærer, at partnerkredsen har overtaget Frank Thomsens ejerandel samt ledelsen af bureauet.

Ny adm. dir. er blevet Nicolai Wichmann. Jesper Strøm Madsen fortsætter ved roret som creative director, Chris Pedersen som CTO og Klavs Valskov som CCO. Peter Svendsen fortsætter som bestyrelsesformand.

Nicolai Wichmann, Jesper Strøm Madsen og Chris Pedersen er i øvrigt erfarne folk, der har været med i bureauet næsten siden starten. Klavs Valskov er kommet til for 2 ½ år siden.

Parterne har lavet et clean cut nu. Frank Thomsen har ikke bare forladt ejerkreds og ledelse – han vil ikke mere være involveret i bureauet. Frank Thomsen er 58 år, men der er ikke oplyst noget om, hvad han har af planer for fremtiden.

Nøgletal for Frankly

  • Bruttoavance 27,708 mio. kr. +19,7 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 923.600 kr. +19,7 pct.
  • Lønandel 66,5 (77,9)
  • Resultat før skat +3,794 mio. kr. +824,2 pct.

Bruttoavance er estimeret af Bureaubiz

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club