Stil og branding sender milliarder gennem fodboldkassen

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Læs om et fodboldhold, der kan noget, som efterspørges i erhvervslivet.

Det er ikke kun FC Barcelonas fodboldkundskaber, der betyder noget for det spanske fodboldmesterhold. Også egenskaber, som efterspørges i det almindelige erhvervsliv, er forklaringen på fodboldholdets succes. Det skriver konsulent og forfatter, Jan Lund i en kommentar i Jyllands-Posten.

For eksempel balancegangen mellem stjerner og vandbærere, om man skal opdyrke egne talenter eller rekruttere udefra og hvordan man får kunderne til at identificere sig med og promote sit brand. Samt ikke mindst, hvordan man kombinerer en dyb lokal forankring med en global tilstedeværelse.

FC Barcelona henter stjerner udefra, men lægger som ingen andre topklubber vægt på udvikling af egne stjerner. Hovedparten af spillerne kommer fra Catalonien, mens otte af stamspillerne er produkter fra klubbens eget fodboldakademi blandt andet argentineren Lionel Messi.

På fodboldakademiet undervises ikke kun i fodbold, men også i holdånd, selvopofrelse og udholdenhed samt i klubbens værdier.

I sin bog: “Good to Great” konkluderer forfatteren Jim Collins, at hemmeligheden bag langvarig succes ligger i kultivering af egne normer og værdisæt. Som i tilfældet FC Barcelona vil det sige at udvikle medarbejdere indefra og holde godt fast i de lokale rødder.

Samtidig er FC Barcelona ikke som andre klubber børsnoterede eller rigmandsejede. Klubben ejes af sine 150.000 fans og ledelsen står til ansvar for 3.000 repræsentanter på den årlige generalforsamling (Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi, bagsiden).