Stofa køber Boxer. Begge brands fortsætter

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Det er i hvert fald planen. I et marked under transformation tror Stofa, at to brands er bedre end et.

Kabelselskabet Stofa køber nu Boxer i Danmark, der leverer tv via det digitale sendenet til ca. 280.000 kunder. Dermed konsolideres markedet.

Den slags kan skabe nervøse trækninger hos de bureauer, der arbejder for de to brands, men umiddelbart ser der ikke ud til at være grund til bekymring. Planen er nemlig, at de to brands skal fortsætte som selvstændige.

Stofa bruger Wibroe, Duckert & Partners, mens Boxer bruger The Orbit Agency.

https://www.youtube.com/watch?v=pbBxrq8oA2o

“Markedet er under transformation, men samlet set vokser det. Så markedet er sundt nok, hvis man har de rigtige produkter. Så vi tror på, at det er bedre at have to brands end et,” siger SE’s adm. dir. Niels Duedahl. SE ejer Stofa.

Der tales i markedet meget om, at forbruget går mod friere kanalvalg, hvilket Boxer står for. Men Niels Duedahl understreger, at tv-pakker vil spille en rolle mange år frem.

“Hvis du vil være konkurrencedygtig og effektiv på tv-markedet, er du nødt til at have en vis volumen. Med Boxer får vi ekstra tyngde, som dels giver os endnu bedre muligheder for at levere godt tv til konkurrencedygtige priser og som dels gør det muligt for os at investere i fremtidens tv-produkt,” siger Niels Duedahl og fortsætter:

“Derudover ser vi ikke mindst meget frem til, at kunne byde Boxers mange dygtige medarbejdere velkommen i SE-familien.”

Selvom de to brands skal fortsætte, så kommer der dog ikke nogen garantier fra Niels Duedahl om, at markedsføringen også skal fortsætte uændret.

“Handlen skal godkendes af myndighederne, og derfor har vi ikke så meget at sige på nuværende tidspunkt. Til gengæld har vi noget tid til at tænke os om i forhold til, præcist hvad der skal ske,” siger Niels Duedahl.

Sælger af Boxer er det svenske selskab Teracom Group