Stopper i bureauledelsen hos Hjaltelin Stahl

Peter Engholm,
journalist

Susanne Lund, der i marts 2020 blev en del af ledelsen i Hjaltelin Stahl, stopper på bureauet for at vende tilbage til en anden rolle.

Cv’et er fyldt pænt op med partnerskaber og CEO-titler. Susanne Lund har været en del af ledelsen i bl.a. Bates, Republica og den danske del af Crispin Porter Bogusky.

I marts lukkede hun sammen med de to andre partnere, Kristoffer Gandsager og James Godfrey, så CPB, og trioen blev ansat i Hjaltelin Stahl. Her fik Susanne Lund titel af chief client service Officer med ansvar for bureauets kontaktafdeling og blev desuden en del af Hjaltelin Stahls ledelse.

Nu stopper hun imidlertid på posten – og på bureauet. På LinkedIn lancerede hun nyheden således:

”Jeg har valgt at sige mit job op på Hjaltelin Stahl. Jeg har fået det bedste indtryk af Accenture Interactive og de kompetencer, de råder over – og jeg synes, at det er en spændende rejse, som Hjaltelin Stahl står overfor. Jeg ønsker det bedste for dem fremover.”

Årsagen til sit stop skal findes i ønsket om at vende tilbage til en særlig rolle:

”Jeg brænder for at forme, udvikle og drive et bureau – og den rolle vil jeg gerne tilbage til. Jeg synes, at der ligger et interessant spændingsfelt mellem design thinking og kommunikationsbranchen, som jeg gerne vil dyrke mere.”

For nærværende har Susanne Lund ikke yderligere kommentarer, men ser frem til at uddybe sin rolle inden længe.

Susanne Lund lancerede for to år siden sammen med Mette Bech og Martin Gjerløff strategi-uddannelsen Master Class in Strategy & Insight. Foreløbig har to hold gennemført uddannelsen, som står til at blive udbygget med flere moduler.