Sidst Bureaubiz’ læsere stødte på Kasper Granat, var i forbindelse med Vestas’ valg af globalt lead bureau. Da udtalte han sig på vegne af vindmølle-producenten som project manager, strategy & planning.
Siden blev han Senior Project Manager i Vestas’ Group Marketing & Customer Insights, med ansvar for at udvikle og implementere Vestas’ brand-strategi.
Men nu skiftes vindkraft ud med brillestyrke. Den 1. oktober tiltræder den 32-årige Granat som ny marketingchef i Louis Nielsen.
“Udover Vestas er der meget få andre danske brands, jeg kunne have lyst til at arbejde med. Louis Nielsen er et af de få brands, og det skyldes, at der er overensstemmelse mellem det, som man lover kunderne, og det, som man leverer,” siger Kasper Granat.
Han er uddannet cand. merc. i International Business Economics fra Aalborg Universitet, og blev efter endt uddannelse ansat som international marketing coordinator hos Scanvaegt, bl.a. med ansvar for produktmarketing, online marketing og branding. Og fra 2006 har han arbejdet hos Vestas Wind Systems.
Hos Louis Nielsen kommer Kasper Granat til at fortsætte med at udvikle brand-strategi i en virksomhed i vækst. Louis Nielsen er midt i at åbne 35 nye butikker over tre år.
“Louis Nielsen skal fortsat være en vækstvirksomhed, og det skal vores marketingindsats støtte op om. Men samtidig skal vi også bygge noget mere bredde på brandet, så vi får forklaret danskerne, at Louis Nielsen er meget mere end gode priser,” siger Kasper Granat.