Stor nedgang i danske Echo-awards

Peter Engholm
25@mail.dk

I 2007 fik danske DM-bureauer 5 Echo Awards samt 1 sær-award. I år bliver det til en enkelt.

Sidste år satte danske DM-bureauer rekord ved DMAs Echo Awards i Chicago, da det blev til 1 guld-award, 2 sølv-awards, 2 bronze-awards samt The Henry Hoke Award for innovation. Der udover var der 3 leader-awards og 2 finalist-awards.

Man kan fristes til at dvæle ved sidste år, for lige så fornem bliver høsten langt fra i år, når Jay Leno den 14. oktober er vært ved Echo Awards-uddelingen i Las Vegas.

DMAs europæiske juryformand og adm. direktør i Gekko, Finn Overgaard, siger:

“SAS Rejsepolitikgenerator fra Relationshuset og Gekko, der også fik den danske DM-pris 2008, får en Echo Award. Vi ved naturligvis endnu ikke, om den bliver af guld, sølv eller bronze. Derudover bliver der fire finalist-pladser – fordelt mellem Relationshuset, Relationshuset & Gekko samt DialoguePeople.”

Sidste år udtalte Finn Overgaard til business.dk, at den danske DM-disciplin var i kraftig vækst, og at “de mange flotte priser til danske bureauer kan også være med til at fortsætte denne udvikling”.

Udtrykker en enkelt flot pris så en opbremsning i udviklingen?

“Nej, Danmark er fortsat langt fremme, og vi udvikler langt mere komplekse DM-løsninger end i USA. Og da der primært er amerikanske dommere ved Echo Awards, så er det – indtil videre – en mere traditionel DM-pris. Det hører også med til historien, at 2006 og især 2007 var ekstraordinært flotte år, set med danske øjne”, siger Finn Overgaard.

Alle de kampagner, der opnår en nominering ved den danske Direct Marketing Dag, er direkte kvalificeret til 2. runde – semifinalerne – ved Echo Awards. Det kvalificerer ikke færre end 43 danske DM-arbejder, men kun 5 blev indsendt til Echo Awards.

Det er der ifølge Finn Overgaard flere årsager til:

“Der har blandt bureauerne været tvivl om, hvor meget arbejde de selv skulle lægge i at færdiggøre en case til Echo – og her er svaret, at det er et stort krævende stykke arbejde. Samtidig har der også været tvivl om deadlines. Jeg blev ringet op i juni vedrørende tilmelding … og fristen var den 20. maj. Det var simpelthen ikke plottet ind. På den baggrund forventer jeg et klart større antal danske indsendelser ved Echo Awards 2009”, siger Finn Overgaard.