Stort digitalbureau indstiller aktiviteter på TikTok

Peter Engholm
25@mail.dk

Det digitale konsulenthus Novicell stopper med at hjælpe sine kunder med at markedsføre sig på TikTok. Beslutningen begrundes med den aktuelle debat – og uddybes her.

Hvis man som virksomhed vil have hjælp til at markedsføre sig på TikTok, kan man ikke længere få hjælp fra et af landets største digitale konsulenthuse, Novicell. 

Konsulenthuset har nemlig besluttet at indstille alt arbejde på TikTok.

Beslutningen kommer efter, at Center For Cybersikkerhed (CFCS) tidligere på måneden gik ud og frarådede at installere TikTok på tjenstlige enheder, som anvendes af statslige myndigheder. 

”Vi tager som virksomhed stilling og har klare holdninger til, hvordan vi bør tjene vores penge. Og vi har ingen interesse i at understøtte en platform, der giver det kinesiske styre mulighed for systematisk at indsamle data på en masse unge mennesker, og derfor kan vi heller ikke på nuværende tidspunkt hjælpe vores kunder med at markedsføre sig på TikTok,” siger Per Kirchner, adm. direktør i Novicell, i en pressemeddelelse.

Beslutningen er konsekvent, men ikke nødvendigvis permanent:

”Så længe, TikTok indsamler så mange personfølsomme data, som de gør, og så længe disse data er i en reel risiko for at falde i hænderne på et styre uden demokratisk kontrol, så kommer vi ikke til at arbejde med TikTok. Hvis tingene ændrer sig, og hvis CFCS konstaterer forbedringer, vil vi naturligvis tage vores stillingtagen op til genovervejelse. Men som det ser ud nu, ønsker vi ikke at hjælpe vores kunder med at anvende deres markedsføringsbudget på TikTok-platformen,” hedder det i pressemeddelelsen.   

Novicell noterer sig, at da CFCS tidligere på måneden frarådede at installere TikTok på tjenstlige enheder, gik kritikken på, at TikTok beder om meget vide rettigheder og adgange på brugernes enheder. Blandt andet giver app’en mulighed for at indsamle informationer og knytte dem til brugerens identitet. Det gælder blandt andet oplysninger om lokalitet, kontakter og browserdata m.m. 

Per Kirchner, CEO i Novicell.

Ved anvendelse af TikTok giver brugeren almindeligvis også adgang til den mobile enheds mikrofon og kamera.

”TikTok er naturligvis ikke det eneste sociale medie, der indsamler data på sine brugere, men det er omfanget, der er bekymrende, sammen med det faktum, at de personfølsomme oplysninger risikerer at havne i hænderne på et styre, hvor man ikke har nogen demokratiske rettigheder. Det er på den baggrund, at vi har valgt at følge anbefalingen fra CFCS og afvikle alle vores aktiviteter på TikTok,” siger Per Kirchner. 

I hvilket omfang har I hidtil anbefalet jeres kunder at bruge TikTok?

“TikTok har været en platform, som vores rådgivere har anbefalet kunderne at anvende på lige fod med andre sociale medier – det afhænger kundernes fokus og målsætninger. Derudover har TikTok været et tilbagevendende tema på en række seminarer og gå-hjem-møder, som vi har afholdt de senere år,” siger Per Kirchner.

Så hvor stor er forskellen på før og nu?

“Økonomisk fylder TikTok ikke så meget i Novicells samlede forretning. Men det er klart, at når man tager en ledelsesmæssig beslutning om ikke at anvende et af de helt store sociale medier, så er det en stor omvæltning for den afdeling, der rådgiver om og driver kampagner på sociale medier for vores kunder,” siger Per Kirchner, der tilføjer, at “beslutningen kun har medført positive reaktioner internt”.

TikTok forklarer, at de ikke er kinesisk ejet, at 60 pct. af aktierne ejes af internationale investeringsfonde, mens 20 pct. ejes af grundlæggeren, og de resterende 20 pct. ejes af medarbejdere i hele verden. Hvad er jeres reaktion på dette?

“Vi forholder sig til de anbefalinger, som CFCS er kommet med, hvor man netop peger på, at TikTok er underlagt kinesisk sikkerhedslovgivning, hvilket giver de kinesiske myndigheder adgang til de data, som TikTok indsamler,” siger Per Kirchner.

Novicell rådgiver nogle af landets største virksomheder om at drive forretning online. Virksomheden beskæftiger godt 400 medarbejdere fordelt på syv afdelinger i Aarhus, København, London, Oslo, Stockholm, Amsterdam og Barcelona.