Stort digitalbureau skifter navn – det gamle blev for dansk

Lars Hendel

Webdanmark.com er vokset ud af sit navn og vælger et nyt. Helt nyt er det engelsk-klingende navn dog ikke i dansk bureau-sammenhæng.

Hvad skal barnet hedde? Ofte kan et barn vokse ud af sit navn, så den nuttede babys ”Børge Bettemus” pludselig passer knapt så godt til den New York-baserede skyskraberhøje basketstjerne med hænder som skraldespandelåg og overarme som cullottestege.

Nogenlunde sådan er det gået for Webdanmark.com, der alene i regnskabsårene 2011-13 næsten fordoblede sin bruttoavance til næsten 32 mio. kr. og nu har 55 medarbejdere.

Og pludselig passede navnet bare ikke længere – Webdanmark.com hedder nu slet og ret Impact. Adm. direktør og partner i Impact, Kasper Holst, forklarer:

”Vi foretog en undersøgelse blandt vores målgruppe og fandt ud af, at de, der kender os, meget præcist ved, hvad vi står for. Men blandt dem, der ikke kender os, blev vores gamle navn ofte associeret med ting, der ikke er rammende for vores ydelse, ting, vi ikke stod for. Det kunne være generelle webproduktioner eller tekniske ydelser som hosting og lignende.”

Og disse associationer harmonerede ikke med bureauet anno 2015:

”Når vi nu er tunge i det branchespecialiserede og eksempelvis digitalstrategi, hvor kunden optimerer sin forretning, og på e-commerce og kundeloyalitet, så var det gamle navn ikke dækkende. Der var simpelthen et mismatch mellem navnet og det, vi stod for,” siger Kasper Holst.

Det voksende arbejde med internationale B2C og B2B digital løsninger spiller også ind.

”Navnet blev simpelthen for dansk. Vi arbejder i stærkt stigende grad på internationalt niveau – og eksempelvis også med koncerner, hvor der er internationalt snit i ledelsen, og det dansk-klingende Webdanmark.com matchede ikke længere vores fokus og ydelser,” siger Kasper Holst.

Han tilføjer:

”Omvendt er vi meget bevidste om at være meget konkrete og præcise i vores rådgivning, og selv om vi har valgt et engelsk navn, møder vi stadig kunderne i øjenhøjde,” siger Kasper Holst.

Impact er ikke noget nyt navn i den hjemlige bureaubranche: Alene i 2013 blev hele tre Impact-navne lanceret – Berlingske Media med content marketing bureauet Public Impact, Republica med sit Retail Impact samt bureau-sammenslutningen Impact Alliance.

Det er Kasper Holst udmærket klar over – uden at denne viden har påvirket slut-resultatet. Han siger om sammenfaldet:

”Der er ganske rigtigt en række mindre virksomheder, hvor ordet Impact indgår, men med vores størrelse og specialisering og koncept inden for e-commerce og kundeloyalitet kommer vi ikke i karambolage med andre.”

Bureauet – der udspringer af Aarhus, men ser sig selv som landsdækkende med lige store ressourcer øst og vest for Storebælt – har nøje overvejet konsekvenserne af et navneskifte, efter i 17 år at have brandet navnet Webdanmark.com.

”Der er en risiko for et umiddelbart tab i kendskabsgrad, når vi skifter navn, men vi havde behov for skarpere positionering i forhold til vores brand som virksomhed. Vi er og har været igang med et stilskifte, og i vores nye profil har vi valgt at differentiere os yderligere og lægge vægt på netop vores særkende, vores særpræg. Og vores stil bliver rigtigt meget vores egen. Vi ville gerne have et navn, der knytter sig til det, vi står for som virksomhed. Vi vil skabe resultater for kunderne, skabe et impact,” siger Kasper Holst.