Vaimo er et svensk e-handelsbureau med kontorer 12 stedet i verden – og nu også i Kolding. Bureauet har nemlig købt Customerwise og omdøbt bureauet til Vaimo.
Parterne taler selv om en fusion.
”Vaimo har gennem kontinuerlig, stærk vækst og international anerkendelse vist sig som en af de dygtigste udviklings- og konsulenthuse inden for e-handel i Europa. Som en del af Vaimo positionerer vi os i markedet med nye muligheder for både eksisterende og fremtidige kunder,” siger Henrik Feld-Jakobsen og fortsætter:
”Vi er blandt andet den eneste danske e-handelspartner med fysiske kontorer i alle de nordiske lande, hvilket er afgørende for de kunder, der vil ekspandere ud over Danmarks grænser.”
Henrik Feld Jakobsen var hovedaktionær i Customerwise og fortsætter som landechef. Herudover har de tre øvrige partnere også solgt, så Vaimo har overtaget ejerskabet 100 pct. Prisen er uoplyst.
De tre øvrige partnere er: Nikolaj Riisberg, Theis Corfxien og Morten Messer.
Henrik Feld-Jakobsen fortæller, at det var mere attraktivt at sælge 100 pct., fordi man så kunne blive fuldt integreret i Vaimo-organisationen.
Med de 22 medarbejdere i Kolding (og nogle stykker i København) kommer Vaimo nu op på i alt 230 medarbejdere. Bureauet har ekspnaderet stærkt og modtaget den svenske Gazelle-pris.
”Med denne aftale kan vores internationale kunder nyde godt af et større og stærkere lokalt kendskab til det danske detailmarked. Købet af Customerwise baner samtidig vejen for yderligere vækst samt vores vision om at blive verdens førende udvikler af e-handelsløsninger,” siger David Holender, CEO i Vaimo.
Også Henrik Feld-Jakobsen fremhæver vækstpotentialet.
”Min forventning, at vores omsætning stiger med 30-40% om året, samt at vi rekrutterer ny arbejdskraft, så vi fordobler størrelsen i både København og Kolding i de kommende år,” siger Henrik Feld-Jakobsen