Strammere krav til markedsføring af sundhedsydelser

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Et nyt lovforslag, der indskrænker retten til at markedsføre sundhedsydelser er på vej fra ministeriet for sundhed og forebyggelse.

Som det er i dag, må man ikke reklamere med sundhedsydelser på tv, film og video.

I et nyt lovforslag fra ministeriet for sundhed og forebyggelse, lægges der op til, at film og billeder heller ikke må vises på internettet. Og dermed heller ikke via kupontilbud på internettet, skriver Jyllands-Posten.

Endvidere vil der blive stillet krav om, at markedsføringen skal være saglig. Det bliver kommenteret i lovforslaget med, at sundhedsydelser ikke må markedsføres lige så pågående og forbrugsstimulerende som almindelige forbrugsvarer og tjenesteydelser samt, at markedsføringen skal være baseret på faglige og relevante oplysninger. Markedsføringen må ikke føre til en efterspørgsel efter sundhedsydelser, der går videre end fagligt begrundet.

I dag er der forbud mod ’urimeligt mangelfulde angivelser’. I lovforslaget lægges der op til, at der skal være ’forbud mod mangelfulde angivelser’. Læs: Angivelserne behøver ikke at være urimeligt mangelfulde, men blot mangelfulde for at blive forbudt.

Såfremt lovforslaget vedtages, vil det tvinge nogle udbydere af sundhedsydelser til at omlægge deres nuværende markedsføringsstrategi, mener Jyllands-Posten (Jyllands-Posten Erhverv&Økonomi, p. 19).