Når DSB nu skifter mediabureau, så bliver det med en lidt anden type person end normalt i spidsen for teamet hos den nye partner. Og det er ikke helt tilfældigt.
Der er tale om adm. dir. Malene Birkebæk fra Carat Deep Blue, og det fremgår af en pressemeddelelse, der er udsendt i dag. Det er ellers en måned siden, Bureaubiz kunne berette, at statsbanerne ville skifte sit 10 år lange samarbejde med OMD ud til fordel for Carat, men først nu er kontrakten faldet endeligt på plads, så det har kunnet gøres helt officielt.
I pressemeddelelsen præsenteres Malene Birkebæk som “direktør i Carat” – men på Aegis Medias hjemmeside præsenteres Carat Deep Blue som en selvstændig enhed med fokus på strategi og analyse.
Selskabet er dog en del af Carat og Malene Birkebæk er en del af mediabureauets ledelse, understreger adm. dir. Mads Bredal.
“Carat rummer nogle selvstændige enheder, der er skabt med henblik på at kunne servicere andre dele af Aegis Media – og sådan en enhed er Deep Blue,” siger Mads Bredal og fortsætter:
“Det er dog langt fra tilfældigt, at Malene Birkebæk er sat i spidsen for teamet. Vi erkendte, da pitchen gik i gang, at vi skulle finde en anderledes tilgang til DSB, hvis vi skulle have en chance for at vippe OMD af pinden, og her valgte vi så at satse på Malenes tilgang til strategi og analyse. Derfor vil opgaven også blive at tilføre DSB en masse andre ting end de traditionelle mediabureauopgaver.”
At DSB har brug for en anderledes tilgang til deres markedsføring, skal man ikke læse mange aviser for at finde ud af. Uanset hvor god en ROI, man kan fremlægge på de hidtidige kampagner, så er selskabet i dyb krise og står foran nogle omfattende spareplaner. At markedsføringen skulle kunne friholdes må anses for utænkeligt.
DSB er ifølge marketingdirektør Steen Sørensen Koch ved at redefinere sit ståsted og profil i en tid, hvor økonomien er trang, og kundernes forventninger og krav til DSB er under stadig forandring.
“Vi har brug for et mediebureau, som kan hjælpe os med at forankre nye ideer og tanker, ikke bare i forhold til, hvordan DSB laver markedsføring, men også i hele den måde, vi agerer kommercielt,” siger Steen Koch.