Succes-kampagne skifter bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

Danmarks mest solgte benzinmærke, OK, siger farvel til UncleGrey og goddag til gamle bekendte. Og goddag til en kreativ direktør, der oprindeligt var med til at udvikle selskabets anerkendte kampagne.

OK har i næsten fem år været kunde hos UncleGrey, der har stået bag en prisbelønnet serie reklamefilm – bl.a. Eurobest – om, hvordan man ved at tanke hos OK støtter den mildt sagt trængende lokalsport.

Nu skifter benzinselskabet, fordi der skal ske noget nyt – dog ikke mere nyt end, at man vender tilbage til gamle bekendte: Zupa Recommended, der tidligere har haft OK som kunde i over ti år, og til kreativ direktør Ulrik Juul.

”Man kan sige, at jeg i sin tid dummede mig: Jeg var hos UncleGrey, og vi vandt OK fra Recommended. Skæbnen ville, at jeg kort efter kom til netop Recommended, så jeg fik aldrig lov til at eksekvere på det koncept, som jeg havde været med til at udvikle,” siger Ulrik Juul.

Han er både ”stolt og fornøjet” over at få lov til at arbejde med OK igen:

”Brændstofmarkedet er det marked, der længst og mest intenst har haft priskrig – og her er så et brand, der ikke bare tonser på prisen, men også har blik for at massere lidt god energi og hjerteblod ind i kommunikationen,” siger Ulrik Feldskov Juul.

Hos OK siger marketingchef Ole Kjeldgaard:

”Med et produkt som benzin, der jo er en smule generisk, er det vigtigt for os at fastholde og udbygge vores relationer til lokalsporten. Det giver os særkende og præference og medvirker aktivt til at markere os i kampen om kunderne i et heftigt marked. Det arbejde skal Zupa Recommended være med til at videreføre.”

Om kort tid er der premiere på nye film i rækken af OKs små velkendte doku-dramaer, der sætter en tyk streg under, at små idrætsklubber altid mangler midler til udstyr og andet, og ikke mindst at OK helt kontant støtter lokalsporten med glæde.

De nye film tager fat, hvor ”Der kommer spyyyyd”–filmen slap, og de nye film får helt bogstaveligt noget gaspedal.

Kampagnerne omfatter desuden print til OKs 670 tankstationer, DM kampagner og digitale kampagner.