Cimber Sterling har besluttet at stoppe som hovedsponsor for det danske landshold i herrehåndbold. Det sker efter blot to år som sponsor og udløbet er til årsskiftet.
Forklaringen er, at sponsoratet har virket så godt, at selskabet ikke mere har brug for det. I de seneste to år er kendskabsgraden hos den danske befolkning steget fra 37 procent til 98 procent.
“Cimber Sterling er i dag et brand, der i den danske befolkning er lige så kendt, som de største brand, vi har herhjemme,” siger Lars Bording, kommerciel direktør hos Cimber Sterling, i en pressemeddelelse.
Han tilskriver det bl.a. sponsoratet, men fortæller videre: “Vi mener, at vores marketingsbudget fremadrettet kan anvendes mere effektivt og nuanceret end ren og skær tv-eksponering.”
Det er en usædvanlig udmelding, fordi sponsorater normalt ses som en mere langsigtet markedsføringsindsats, og udmeldingen mødes da også med en vis undren.
“Der er ingen tvivl om. at et sponsorat er et billigt middel til at opbygge kendskab. Problemet er bare, mærket ikke kommer til at stå for noget af den rene logo-eksponering. Derfor vil man normalt også arbejde på at bygge kundskab op omkring mærket, og det kan man ikke på to år,” siger dir. Henrik Bartholdy fra MEC Access.
Men som sådan vurderer han det også som sjældent, at man kan opnå en kendskabsopbygning som i Cimber Sterlings tilfælde på så kort tid som to år.
“Den kendskabsopbygning må være en sum af en række ting – ikke kun sponsoratet,” siger Henrik Bartholdy og fortsætter:
“Det kan tyde på, at man trækker sig af andre årsager. Hvis ikke jeg husker helt galt, så kom Cimber Sterling ind på et tidspunkt, hvor håndboldherrerne havde svært ved at skaffe en sponsor, så måske har Cimber Sterling fået det til favørpris. Men nu skal de så betales en mere normalt pris, og så vil man hellere bruge midlerne anderledes,” siger Henrik Bartholdy.
Cimber Sterling fortsætter dog med at samarbejde med DHF, dog i mindre målestok. I forbundet har formand Per Rasmussen forståelse for det afbrudte sponsorat.
“Vi har været glade for vores parløb med Cimber Sterling gennem, og det er ikke uden stolthed, vi kan konstatere, at vi har “sejret hovedsponsoratet ihjel”, siger Per Rasmussen i en pressemeddelelse.