Sunrise i offensiven: Tre nye kunder og en kampagne for sig selv

Peter Engholm
25@mail.dk

En ny partner hentet hos Kunde & Co fornægter sig ikke hos Sunrise. Bureauet har landet en gammel Kunde & Co-kunde og vil nu tage sin egen medicin.

Sunrise hentede ved årsskiftet Kunde & Co’s kronprins som ny partner, og i april proklamerede han så, at man ville ansætte flere, reklamere for sig selv og fokusere på effekt. 

Måneden efter fulgte så fire nye medarbejdere, og i morgen tager bureauet så hul på en egenkampagne, hvor omdrejningspunktet netop er effekt.

Men nok så væsentligt er sommeren også blevet brugt på at sanke kunder; 3-stjernet, JBS og AM Denmark.

Simon Hertz betegner de tre nye på kundelisten som stærke brands og siger om opgaverne:

“3-stjernet, der er danskernes foretrukne frokostpålæg, har allerede et velkendt og velfungerende univers, som vi skal give endnu mere luft under vingerne. Vi skal arbejde med mærket på tværs af alle platforme, fra produktlancering til imagemarkedsføring. For JBS er vi på vej med en større digital kampagne, hvorefter vi dykker ned i andre af mærkets digitale muligheder. Og AM Denmark, der i over 20 år har leveret tilbehør og renseprodukter til A/V og IT, skal udvide forretningsområdet efter en international vækststrategi. Markedsføringen vil primært blive BtB, da indsatsen over for distributionsleddet og detailhandlen har den afgørende effekt på salget”.

3-stjernet lancerede i foråret 2008 en kampagne med piloterne Niels og Finn. Bureauet var da Kunde & Co, men siden er samarbejdet stoppet, og andre, mere lokale bureauer har været inde over.

Kunderne er ikke kommet via bureaukonkurrencer, men gennem en dialog.

“Vi er store tilhængere af at etablere en god og konstruktiv dialog med potentielle kunder. På den måde skaber vi en relation – det er som regel også mere kvalificerede kampagner, der kommer ud af det end af bureaukonkurrencer,” siger Simon Hertz.

Bureauets kompetencer er fra i morgen synlige for andre end deres egne kunder. Sunrise har søsat en egenkampagne, og den første annonce sidder i morgendagens Berlingske Tidende. Flere følger – bl.a. i Berlingske Nyhedsmagasin – resten af efteråret.

“Omdrejningspunktet for hele kampagnen og kommunikationen er: Effekt. Det er historien om, at vi har været langt bedre til at gøre vores kunder kendte end os selv. Sådan skal det også være. I stedet bryster vi os nu lidt af de resultater, vi har skabt sammen med vores kunder,” fortæller adm. direktør Michael Sølling.

Erkendelsen af, at man skal tage sin egen medicin – og blive skarpere til at formidle sine kompetencer, har også resulteret i en ny identitet og ny hjemmeside, hvor man kan læse dokumentationen bag en stribe cases.

“Vi har valgt at investere, fordi vi tror på, at vi kan gøre en reel forskel i disse tider. Men vi er også helt med på, at resten ikke kommer af sig selv. Vi skal vise og bevise vores værd hver dag,” siger Simon Hertz.