Kunder, der vil det hele, men som ikke har budgettet, er næppe et ukendt fænomen i bureaubranchen. Men det kan også skærpe kreativiteten, konstaterer Sunrise-partner, Jeppe Ebstrup.
Bureauet mener at være kommet i mål på en sådan umulig opgave, og selvom det er for tidligt til at kunne konstatere, om det rent faktisk er lykkedes, så er starten så lovende, at man godt vil prale med kampagnen.
Det drejer sig om Q8s lavprisselskab, F24, der kom på Sunrises kundeliste i foråret.
I forhold til opgaven at skulle hæve kendskabet samtidig med, at trafikken og omsætning på stationerne skulle øges, var tv oplagt. Og det er lykkedes ved at lave korte tv-spot på 10 sekunder, hvor budskabet er en promotion, som kredser om tallet 24. Som f.eks. at hver 24. kunde i denne uge vinder en gratis tankfuld eller at man deltager i en konkurrence, hvis beløbet ender på 24.
“Kampagnen havde efter tre dage samlet flere tusind nye abonnenter til F24s nyhedsbrev, og det daglige antal deltagere i konkurrencen er accelereret dramatisk dag for dag. Selvom det selvfølgelig er for tidligt at sige noget definitivt om resultatet, så tegner det lovende,” siger Eva Grønbæk, der er brandmanager hos F24.
F24-standerne er heltene i det nye univers. Alt foregår på stationerne, og ved hjælp af produktionsselskabet Frames 3D-arbejde har standerne fået ekstra personlighed.
“Der er ikke den store forskel mellem lavprisselskaberne. Forbrugerne opfatter nogle selskaber som billigere end andre – men reelt er det same-same. Det viste sig imidlertid, at F24s standere er langt mere avancerede og smarte end konkurrenternes. De kan afspille film og lyd, scanne kuponer og genkende kundekort, og det giver nogle nye muligheder,” siger Jeppe Ebstrup.
Konceptet lever derfor også videre på de fysiske F24-stationer. Her spiller standerne bip-bip spil med sig selv, når der ikke er kunder. De har venlige øjne og taler høfligt til kunderne. Mens man tanker, fortæller de om ugens gode tilbud, og hvad man skal gøre for at lege med.