Super-shortlisten fra CCA: Fire bureauer viser, at kreativitet virker

Peter Engholm,
journalist

Det kræver juryens anerkendelse at få lov til at indsende til Creative Impact-kategorierne. Dernæst skal kreativiteten have en målbar effekt. Her er shortlisten.

Creative Impact-shortlisterne ved årets Creative Circle Award (CCA) er i en kategori for sig selv, og derfor får de premiere dagen før årets øvrige CCA-shortlister.

Det betyder, at fire bureauer – &Co, Robert/Boisen & Like-minded, UncleGrey og Hjaltelin Stahl – allerede nu kan klappe sig selv på skuldrene, for de udgør de shortlistede i Creative Impact.

Kun arbejder, der har været shortlistet eller belønnet med en ‘cirkel’ i et eller flere af de seneste tre års CCA, kan indsendes. Og i dét lys er det ikke så sært at se de fire nævnte bureauer på listen, for de udgør netop Top4 på Bureaubiz’ liste over de seneste ti års mest prisvindende bureauer herhjemme.

Den jury-anerkendte kreativitet skal derudover også virke. Creative impact – on business ”belønner kreativitet, der har en målbar effekt på en virksomheds forretning”, mens Creative Impact – on society “belønner kreativitet, der skaber en beviselig positiv forskel og målbar effekt på mennesker, samfund og miljø”.

I Society har &Co 3 nomineringer, mens Robert/Boisen & Like-minded har 2 – i øvrigt begge guldvindere fra efterårets AEA. I Business har UncleGrey har 2 nomineringer, og Hjaltelin Stahl har blot 1 – det er til gengæld Grand Prix-vinderen fra AEA.

Niveauet var højt blandt årets indsendte arbejder, og casene, der viser, hvordan kreativitet hjælper virksomheder og organisationer med at nå deres mål, var velskrevne. Sådan konkluderer juryformand Lone Tvedergaard Bach, &Co, og uddyber:

”Juryen hæftede sig ved, at de indsendte arbejder demonstrerede mere åbenhed og transparens omkring, hvilke andre faktorer end kreativitet og kommunikation, der kan have indflydelse på en organisation eller virksomheds resultater. Det tyder på, at branchen er blevet dygtigere til at formidle den effekt, kreativitet kan have for virksomheder, organisationer og samfund – og til at anerkende de sammenhænge og den kontekst, vi er en del af”,

Hun suppleres af jurymedlem Kamille Rannes, We Love People, der om Impact on Society siger:

”De stærke og veldokumenterede cases, der bevisfører den samfundsmæssige og sociale værdi af kreativitet, bør være læsning for alle, der gerne vil skabe positiv forandring. For de viser, hvordan brugen af kreativ kommunikation styrker impact.”

Årets øvrige shortlister offentliggøres i morgen, torsdag den 25. marts. Og årets CCA-awardshow finder sted fredag den 18. juni om eftermiddagen.

Shortlister – CCA 2021

Creative Impact – on business

  • Ikea Danmark
    Black Friday Re(Sale)
    Hjaltelin Stahl
  • 1664 Blanc Danmark
    1664 Blanc | Inspired by Taste
    Uncle Grey
  • Canon
    Canon | Live for the Story
    Uncle Grey

Creative Impact – on society

  • European Parliament
    Choose Your Future
    &Co
  • Dansk Retursystem
    Plastic Fantastic
    Robert/Boisen & Like-minded
  • Kræftens Bekæmpelse & TrygFonden
    Help a Small Dane
    &Co
  • Kræftens Bekæmpelse & TrygFonden
    Pølsepresser du?
    Robert/Boisen & Like-minded
  • Dansk Råd for Genoplivning & TrygFonden
    Red hjernen / Stræk, Snak, Smil
    &Co