SuperBest fjerner frontfigur – men ikke bureauet

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Halvdelen af kæden bliver til Euro Spar, der håndteres af 727. Resten får mulighed for at rendyrke konceptet. Ny kommunikation på vej.

Købmanden i SuperBests reklamer bliver sendt på pension som talsperson. Det sker i forbindelse med den opsplitning af kæden, som bliver gennemført her i foråret, og som indebærer en ny kommunikation..

Til gengæld fører det ikke umiddelbart til forandringer på bureaufronten. Det er nemlig fortsat Wibroe, Duckert & Partners, der står for kommunikationen, og også RetailPeople, der håndterer produktionen af tilbudsaviserne.

Det er ellers ganske store forandringer, der er på vej. Omkring halvdelen af kædens butikker flytter til Euro Spar, der markedsføringsmæssigt ligger hos 727.

De resterende forbliver som SuperBest. Kædens problem har været, at der har været for stor forskel på butikkerne, og det får man løst på denne måde.

Det giver mulighed for, at de tilbageværende SuperBest butikker kan rendyrke deres koncept mere, og det er lige nøjagtig, hvad der skal ske, lyder meldingen fra SuperBests formand, Per Christiansen.

“Der kommer ikke til at ske en revolution. Vi tilpasser profilen og rendyrker konceptet med større fokus på friskvarer samt et større og bredere sortiment,” siger Per Christiansen.

Kommunikationsmæssigt betyder det et farvel til købmanden Steen Steen som talsperson med henblik på at få et lidt skarpere udtryk, hvor der vil være et øget fokus på produkter.

“Der bliver tale om nogle koncepter og budskaber, som vi skal kunne stå på mål for ude i butikkerne,” siger Per Christiansen.

Relanceringen er sat til at gå i gang i sidste halvdel af april.

SuperBest indgår i Dagrofa, som er på vej til at blive overtaget af NorgesGruppen. Aftalen er som sådan på plads, men NorgesGruppen har betinget sig, at købmændene bakker op, og den proces er endnu ikke færdiggjort.

NorgesGruppen rummer kæder som Spar og Kiwi, der er kendt i Danmark – og herudover også en kæde under navnet Meny, der minder om SuperBest.

Det har ført til spekulationer om, hvorvidt NorgesGruppen skulle ønske at lægge Meny og SuperBest sammen.

Men det er og bliver spekulationer, konstaterer Per Christiansen.