Svensk McCann-skandale til 50 mio. kr.

Peter Engholm
25@mail.dk

Kreativitet – desværre i form af kreativ bogføring – står til at koste det svenske McCann-netværk 70 mio. svenske kr. En økonomichef har i flere år jongleret med bl.a. falske interne regninger.

Tillid er godt, kontrol er bedre – det er den barske lære i det svenske McCann-netværk, efter at det på Resume.se er kommet frem, at en økonomichef gennem treethalvt år har svindlet for ca. 60 mio. svenske kr.

Dertil skal lægges en regning på 10 mio. kr. til de ikke færre end tre revisionsfirmaer, der har skabt overblik over svindelnummeret.

Skandalens epicenter er Trigger Momentum i Gøteborg, hvor økonomichefen bl.a. udstedte regninger på egen hånd internt i netværket. Det gav så at sige ægte udgifter, men falske indtægter for selskabet. Svindlen blev opdaget, da likviditeten i Trigger var “underligt lav”.

Michael Storåkers, McCanns øverste chef, kan ikke forklare, hvorfor hverken revisorer, adm. direktører og finanschefer i koncernen kunne se, hvad der var galt.

“Vi havde vældig stor tillid til denne person”, siger han til Resume.se

Bogføringsskandalen er et rent svensk anliggende. Det tidligere Momentum Øresund er skilt ud af den svenske organisation og hører under Bjørn Stene i McCann Worldgroup i København.