Svenske annoncører bryder sig ikke om kontroversiel valgfilm

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Svensk TV4 har nu accepteret at vise en censureret version af den kontroversielle valgfilm fra Sverigesdemokraterne. Det kan føre til boykot fra flere annoncører.

Ytringsfrihed og demokrati handler bl.a. om at have ret til at have en holdning og til at udtrykke den. Også selvom andre ikke kan lide den.

Der kan selvfølgelig være rammer afstukket af lovgivningen, men hvis Sverigesdemokraterne er et lovligt parti, må de vel også have lov til at kommunikere inden for de rammer. Og bureauer, produktionsselskaber og andre må have lov til at udføre opgaver uden at blive lagt for had.

Helt så enkelt ser det ikke ud til at være i Sverige. TV4 vurderede i første omgang at en valgfilm fra Sverigesdemokraterne stred mod lovgivningen og afviste den.

Nu har man så accepteret en censureret version. Men nu reagerer annoncørerne så.

Ifølge Dagens Media overvejer flere annoncører at enten boykotte TV4 eller i hvert fald nægte at få vist deres reklamer i samme blok som valgfilmen.

Dagens Medias kilder er mediabureauer.

“Da de viste den gamle film, var der flere kunder, som spontant ringede op og sagde, at de absolut ikke vil ses i sammenhæng med den,” fortæller Johnny Åkerström fra Bizkit.

Han kan desuden fortælle, at ingen har reageret over for andre partiers reklamefilm.

MEC har spurgt alle sine annoncører, så man ved hvem der ikke vil ligge ved politisk reklame. Ca. halvdelen mener ikke, det spiller nogen rolle.