Der sælges is og koldskål om sommeren – og handles bureauer. For nylig blev det største digitalbureau på dansk grund, Magnetix, solgt til Dentsu Aegis Network for at blive en del af Isobar på nordisk plan.
Nu følger så det største svenske bureau-brand, Forsman & Bodenfors, som er blevet købt af MDC Partners.
Forsman & Bodenfors står bl.a. bag Volvo Trucks’ Live Series og dermed Epic Split, som forrige år gjorde svenskerne til det mest prisvindende bureau i verden.
Og i Cannes Lions i sidste uge blev til det 1 Grand Prix (for The Organic Effect for Coop), 1 Glass Lion samt 15 løver (4 guldl, 2 sølv og 9 bronze).
Bureauet med 300 medarbejdere rykker nu tættere på CP+B i et ’strategic global partnership’, beretter Adweek.
Chuck Porter, formand for CP+B, udtaler, at partnerskabet giver mening, fordi de to bureauer på mange måder deler tankegang og tilgang til arbejdet: ”De (F&B, red.) interesserer sig kun for great work, og vi deler så meget DNA, at de er som vores tvilling, der voksede op i Sverige. Den branche har kronisk behov for genopfindelse, og jeg mener, at der kan komme utrolige resultater ud af dette partnerskab.”
Lignende vendinger kommer fra Forsman & Bodenfors’ adm. direktør, Erik Sollenberg:
”CP+B har genskabt reklame, skabt ideer, der er blevet en del af popkulturen og som inspireret hver og én af os til at blive lidt længere på arbejdet og give den en ekstra skalle. Vi er begejstrede over at slå os sammen med CP+B for at skabe noget unikt for globale kunder.”
Wall Street Journal oplyser, at MDC betaler 32,3 mio. dollar, svarende til godt 215 mio. kr., i egne aktier for F&B. Dertil kommer en kontant sum, baseret på kommende resultater.