Swipp-direktør kom galt afsted i PR-stunt

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Swipp-direktør erkender nederlaget til MobilePay, når det gælder penge mellem private. I stedet satser man på butikker, og derfor tog han med Berlingske ud i en Lidl.

Swipps direktør Martin F. Andersen erkender nu overfor Berlingske nederlaget til MobilePay. Men han kunne heller ikke ret meget andet i den situation, han var havnet i. Han havde nemlig taget med avisen ud til en butik, hvor han ville betale med Swipp, og det blev til følgende historie:

Kasseekspedienten bipper varer ind, mens Swipp-direktør Martin F. Andersen finder sin smartphone frem ved kasse tre i Lidl på Frederiksberg.

»Jeg vil gerne betale med Swipp,« siger direktøren og langer sin mobiltelefon hen til betalingsterminalen.

Ekspedienten kigger forundret:

»Det ved jeg ikke, om du kan. Vi har aldrig haft en kunde, der har betalt med Swipp,« forklarer han.

Martin F. Andersen kigger forbløffet, for han er ved at vise Berlingske Business, hvordan det fysiske Dankort snart ikke er nødvendigt længere, nu hvor man kan betale med Swipp i 22.000 butikker. Men det lykkedes ikke helt i dette øjeblik.

Til avisen siger Swipp-direktøren:

»Vi anerkender fuldt ud, at Danske Bank har haft stor succes med betaling mellem private med mange brugere til følge. Derfor vælger vi at fokusere benhårdt på butikkerne. Danske Bank hjælper i virkeligheden også os ved, at de er med til at træne alle os forbrugere til at bruge mobilen til at betale med.”

Men episoden i Lidl-butikken viser altså, at der også er en udfordring for Swipp i at blive det foretrukne betalingsmiddel i butikkerne.

For selvom det måske er billigere for butikkerne at lade forbrugerne bruge Swipp frem for MobilePay grundet en anden teknologi, så bliver butikkerne nødt til at tilbyde det, kunderne vil bruge.

I dag har MobilePay 3 mio. brugere, mens Swipp har 900.000 skriver avisen.

Samtidig findes Danske Banks MobilePay løsning i 27.000 butikker mod Swipps løsning, der er i 22.000 butikker.

Men det er altså i butikkerne, at slaget skal vindes for Swipp, siger Martin F. Andersen til avisen:

“Det er alfa og omega, at vi bliver butikkernes foretrukne betalingsløsning. Ellers har vi ingen eksistensberettigelse. Derfor skal alle 71 banker i Swipp-samarbejdet nu offensivt ud og fortælle, at Swipp er langt billigere at tage imod for butikkerne. Butikkerne bør have en klar interesse i at opfordre deres kunder til at bruge Swipp og i første omgang have Swipp i deres butikker.”

Det er altså ifølge Martin F. Andersen de 71 bankers 3 mio. kunder, der skal sikre, at Swipp vinder butiks-slaget.

Berlingske runder i øvrigt deres artikel af med at tage med Swipp-direktøren ud til endnu en Lidl-butik, hvor det endelig lykkes for direktøren at betale med Swipp-kortet.

Det viste sig, at 5 ud af 100 Lidl-butikker endnu ikke har fået integreret Swipp i deres kassesystemer, og Frederiksberg-butikken er en af dem.

»Der er ingen tvivl om, at det bliver et langt sejt træk. Vi har selvfølgelig et stort skib at dreje, men vi har en plan og skifter ikke retning”, siger Martin F. Andersen slutteligt.

Iøvrigt har Swipp fortsat ikke offentliggjort de mest interessante tal for vurderingen af MobilePay contra Swipp – nemlig antallet af transaktioner det samlede beløb.

Berlingske Business p. 8-9.