Swipp ruster sig ved at købe konkurrent

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Markedet for mobilbetalinger konsolideres. Swipp har købt teleselskabernes betalingsløsning.

Selvom det er de fire store teleselskaber, TDC, Telenor, Telia og 3, som står bag mobilbetalingsløsningen Paii, så er den blevet stort set usynlig i slagsmålet mellem bankernes mobilbetalingsløsninger – MobilePay fra Danske Bank og Swipp fra 81 andre banker.

Og det tager teleselskaberne tilsyneladende konsekvensen af. De har solgt Paii til Swipp. I første omgang sker der ingen forandringer, men på lidt længere sigt – under forudsætning af godkendelse fra Finanstilsynet – vil Swipp være det fortsættende produkt.

Der lægges op til, at man til næste år vil lancere en app, der vil gøre det muligt for alle danskere, uanset hvor de er bankkunder, at bruge mobilen til pengeoverførsler, betaling på nettet og betaling i fysiske butikker.

”Ved at kombinere vores viden, erfaring og kompetencer fra både bankerne og teleselskaberne får vi et unikt udgangspunkt for at udbrede mobilbetaling i Danmark. De erhvervsdrivende får adgang til en større kundebase, og forbrugerne får langt flere muligheder for at betale med mobilen. Derudover giver sammenlægningen med Paii os mulighed for langt hurtigere at udvikle en skræddersyet og brugervenlig mobilbetalingsløsning, der kan integreres direkte i kasseapparaterne i detailkæderne,” siger Swipps adm. dir. Martin F. Andersen.

Han bliver administrerende direktør i det fusionerede selskab. Alle ansatte i Paii bliver en del af det nye selskab, som får til huse på Paiis nuværende adresse i København. Peter Bredgaard, nuværende administrerende direktør i Paii, træder ind i direktionen.

Swipp er aktuel med en meget stor og stærkt omdiskuteret kampagne, og er med ca. 460.000 brugere langt bagefter Danske Banks MobilePay.

Det er dog ikke antallet af brugere, der har været drivkraften i handlen. Paii er god til nethandel og rummer teknologier, der er gode til detailhandlen. Dette kan Swipp bruge.

At Paii kaster håndklædet i ringen undrer ikke adm. dir. Jannik Liedner fra Lifted.

“Ikke bare i Danmark men på globalt niveau er der ved at udvikle sig et kæmpe slagsmål om mobilbetaling. Jeg gætter på, at de har indset, at konkurrencen på dette område bliver så dyr at være med i, at man med et Uffe Ellemann citat kan sige: ‘If you can’t beat them – join them’,” siger Jannik Liedner.

Det er Wibroe, Duckert & Partners, der står bag Swipp-kampagnen, mens Hjaltelin Stahl er bureau for Paii. Hvad der sker på bureaufronten kan der dog ikke siges noget om.

“Vi synes, det er en rigtig løsning, der er valgt. Om det giver os en rolle – det må tiden vise,” siger Steffen Hjaltelin.

Swipp ejes af Nordea (30%), Regionale Bankers Forening (30%), Lokale Pengeinstitutter (30%) og Nykredit (10%).

Parterne vil ikke oplyse prisen på Paii.