Syd Energi leder efter nye bureauer

Peter Engholm
25@mail.dk

Hello Group, IB&Co og Nørgård Mikkelsen er blandt Syd Energis bureauer. Nu viskes tavlen – næsten – ren, mens energikoncernen sigter mod en ny strategi og nye bureausamarbejder.

Kommentarerne på Bureaubiz er mange og værdsatte – og vi er naturligvis særligt glade for de kommentarer, der rummer nyheder i artikelklassen.

Og dét var tilfældet, da vi i mandags omtalte Nørgård Mikkelsens syng med-kampagne for Syd Energi. Her søgte kommentatorerne at få (og give) overblik over Syd Energis bureausamarbejder – og var der ikke noget med, at koncernen havde fået ny marketingchef?

Det viser sig, at Syd Energi er på udkig efter et nyt leadbureau. For 14 dage siden tiltrådte Carsten Wiberg som marketingchef i Syd Energi, og hans opgave er så at sige også at få overblik over Syd Energis bureausamarbejder – eller rettere: I første omgang at få skabt en strategisk platform.

“Vi er nu ved at arbejde os mod en overordnet, strategisk platform, som vi forhåbentlig vil kunne eksekvere en lang række kampagner ud fra. Hvad angår platformen, så vi vil finde vores samarbejdspartnere blandt bureauer, der kan give os et godt modspil, og som vi passer godt sammen med kemimæssigt,” siger Carsten Wiberg.

Når strategien er på plads, vil Syd Energi så vælge nye bureauer, og her står de fleste muligheder åbne. IB&Co er ganske vist opsagt til udgangen af året, og Nørgård Mikkelsens kampagne er ikke nødvendigvis begyndelsen på et længere samarbejde.

“Vi har også flere onlinebureauer, og intet er givet på forhånd. Udgangspunktet er vores strategiske udfordring, og hvis vi mener, at den kan løses i lyset af eksempelvis det kendskab, vi har fået til Nørgård Mikkelsen i forlængelse af kampagnen – ja, så skal vi da have en uddybende snak”, siger Carsten Wiberg.

Syd Energis salg- og marketingdirektør, Lars Andreasen, der tiltrådte sin stilling i juni, ser udsigten til nye bureausamarbejder i forlængelse af en ny model for koncernens kommunikation.

“Vi har brug for luftforandring og nye impulser – og meget gerne provokation. I Syd Energis blot tre-årige historie har vi været klassens pæne dreng. Ikke at vi skal være uanstændige fremover, men vi skal kommunikere vores mange gode historier mere markant – og med kant,” siger Lars Andreasen.