Sylvester Hvid & Co køber reklamebureau

Peter Engholm
25@mail.dk

Reklamebureauet fra 1899 har i 2015 købt Monopolet og dets aktiviteter. Den adm. direktør og den kreative chef fra det opkøbte bureau bliver nu en del af Sylvester Hvid.

Det lille reklamebureau Monopolet bliver en del af Danmarks ældste reklamebureau, Sylvester Hvid & Co. Med købet følger to medarbejdere og en række opgaver – eller som det konstateres: ”Monopolet har oparbejdet en attraktiv kundeportefølje”.

Adm. direktør i Sylvester Hvid & Co, Kenneth Hansen, uddyber over for Bureaubiz:

”Monopolet er et sundt og velfungerende reklamebureau, der har kunderelationer, som er et større bureau værdigt. Det er ledet af adm. direktør Christina Flindt Bjerg Albæk og kreativ chef Christian Larsen – og de har så suppleret med deres store netværk. Vi har overtaget aktiviterne i bureauet, og får en tilførsel af opgaver, som vi i første omgang kan løse internt. Det kan være, at der også skal trækkes på Christina og Christians netværk – eller at vi skal ansætte yderligere medarbejdere.”

Monopolet har løst opgaver for bl.a. København Zoo, Next Online Forsikring, Gul Strøm og Krenkerup Bryggeri.

Christina Flindt Bjerg Albæk siger i en pressemeddelelse:

”Christian og jeg glæder os til at indgå i et større team med den synergi, som naturligt kommer af at være en del af et større hus – det er en fantastisk mulighed for i endnu højere grad at kunne arbejde integreret med kommunikationsløsninger for eksisterende og nye kunder’.