Sylvester Hvid opretter PR-bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

Efter i mange år at have udbudt PR-ydelser til sine kunder udvider Sylvester Hvid & Co nu med et selvstændigt bureau: Sylvester Hvid PR & Journalistik.

PR-ydelser får nu sin egen platform – og vækstområde – i Sylvester Hvid & Co. 

“Vi har i flere år arbejdet med integreret kommunikationsløsninger, når vi udviklede kampagner for vores kunder. Kampagner, der ud over en dialogdel, indeholder en væsentlig PR-indsats. Men vores PR-kompetencer har hidtil været forbeholdt vores eksisterende kunder på reklamebureauet. Vi vil nu fremadrettet henvende os til kunder i PR-markedet med henblik på at vækste bureauet i den retning også,” siger adm. direktør i Sylvester Hvid & Co, Fernando W. Olsen, der også bliver direktør for den nye enhed.

Han mener, at når det kommer til formål og værktøjkassen, så minder PR-disciplinen, kommunikation og journalistik, meget om reklame og marketing. De to områder komplementerer hinanden fantastisk og skaber langt bedre resultater end hver for sig. Dog er de forskellige i stofligheden, understreger Fernando W. Olsen, og skal handles ud fra forskellige præmisser.

“Vi ser en klar position i integrerede løsninger, og det minder om et godt parforhold: Nemlig når to stærke individer går sammen. Man kan derfor ikke tale integration, hvis man tror, at PR kan køres som venstrehåndsarbejde eller et følgeprodukt,” siger Fernando W. Olsen.

Sylvester Hvid PR & Journalistik har i øjeblikket fire medarbejdere – inkl. to, der er blevet ansat i forbindelse med etableringen af de nye selskab. Planen er, at der ved udgangen af 2010 sidder 10-15 medarbejdere i selskabet.