Tab af store kunder kostede hos Umwelt

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Tre mellemstore reklamebureauer – Umwelt, Lowe Friends og J. Walter Thompson – kom alle ud med underskud. For to af dem gælder en kundeadfærd, der kostede.

Kunder kommer og går – det samme gælder projekter. Ofte udjævner de hinanden. Men ind imellem samler udsvingene sig sammen på måde hvor det kan ende som enten rigtig fedt – eller ret ubehageligt.

Specielt reklamebureauer kan opleve det sidste, fordi kundeadfærden kan skifte meget hurtigt.

Det er situationen for et par mellemstore reklamebureauer.

Umwelt voksede rigtig flot fra 2011 til 2014 – men i 2015 gik det galt. Bureauet mistede tre af sine største kunder – PFA, Profil Optik og Georg Jensen – og den slags sker ikke ustraffet.

”Resultatet er et utilfredsstillende underskud – som faktisk kunne have været langt større hvis ikke det havde været for tilgangen af nye kunder,” siger adm. dir. Martin Michael Hansen og fortsætter:

”Vi har selvsagt brugt mange kræfter på at fylde det hul ud de tre store kunder efterlod – og vi har faktisk haft rimelig succes med det. Ind er kommet kunder som Danske Bank, G4S, Louis Poulsen og Statoil.”

Martin Michael Hansen fortæller videre, at bureauet både er flyttet og har forenklet administrationen, hvilket har give en reduktion i medarbejdertallet – uden at det har ramt de kundevendte funktioner.

Han er rimelig fortrøstningsfuld over for fremtiden – uden dog at ville komme med håndfast erklæringer. Men der er en ting, han gerne vil fremhæve.

”I udviklingen af digitale projekter foretages der nogen investeringer i back-end, som vi mener kan anvendes andre steder på ikke konkurrerende kunder. Det vier større tryghed hos kunderne, fordi løsningerne allerede fungerer og det gør os mere konkurrencedygtige,” siger Martin Michael Hansen og fortsætter:

”Vi har nu fire standardiserede digitale løsninger, som vi kan skræddersy til de enkelte kunders behov. Udviklingsomkostningerne på digitale projekter er efterhånden store, så ved at genanvende back-enden kan vi fremover skabe en forretning, hvor vi investerer tungt i digitale projekter, som vi senere kan kapitalisere på i andre projekter.”

Nøgletal for Umwelt

  • Bruttoavance 27,12 mio. kr. -22,3 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 821.818 kr. -5,8 pct.
  • Lønandel 88,3 (71)
  • Resultat af primær drift -3,097 mio. kr. (+0,806 mio. året før) 

Hos Lowe Friends handler historien ikke så meget om at have tabt kunder.

”Vores historie handler mere om, at vores kunder har været mere tilbageholdende end forventet – og det i et omfang, som har ramt vores økonomiske udvikling,” siger adm. dir. Maria Damm Jensen.

Hun kan så til gengæld glæde sig over, at bureauet har en meget synlig kunde i Spangsberg Flødeboller og Nørregade Bolsjer, som går rigtig godt.

Nøgletal for Lowe Friends

  • Bruttoavance 16,7 mio. kr. -21,2 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 759.091 kr. -3,3 pct.
  • Lønandel 74,1 (73,7)
  • Resultat af primær drift -2,446 mio. kr. +16,7 pct.

    Bruttoavancen er estimeret af bureaubiz

Også J. Walter Thompson Cph kom ud med underskud – men her er den primære forklaring en anden.

”Vi er på vej igennem en nødvendig turn around. Vi har omstruktureret og er godt på vej til at skabe et helt nyt bureau. 2015 var selvklart et turbulent år for bureauet men hvis man fratrækker de ekstraordinære omkostninger, der har været forbundet med hele processen inklusive udskiftning af hele ledelsen, og ser på den reelle drift, så lander vi faktisk tæt på et nul,” siger adm. dir. Anders Hageskov og fortsætter:

”Vi står nu her i 2016 med et langt stærkere og mere opdateret bureau. Vi har vundet en række nye kunder og der er flere på vej og vi har justeret vores kompetencer i forhold til det bureau, som vi ønsker at være.”

Nøgletal for J. Walter Thompson Cph

(incl. Friendly Film)

  • Bruttoavance 20,866 mio. kr. -10,3 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 834.640 kr. -3,2 pct.
  • Lønandel 82,1 (76,3)
  • Resultat af primær drift -3,495 mio. kr. +1,9 pct.