Tab på kunde bragte In2media i minus

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

2010 har budt på fremgangen og optimismen er tilbage – men bureauet har måttet afskrive næsten en halv million, og det gav røde tal i seneste regnskab.

In2media kunne i går fortælle, at man er blevet Pandoras centrale digitale samarbejdspartner på globalt plan. Men Pandora er ikke eneste optimistiske historie fra webbureauet.

“Vi oplever en stærk efterspørgsel – både på etablerede områder samt på nye som f.eks. mobil, så det går godt,” siger adm. dir. Andreas B. Iversen.

Den positive udvikling har stået på igennem 2010, men da bureauet har forskudt regnskabsår (slutter d. 30. juni), har man netop måttet indsende et regnskab, der er påvirket af den sidste del af 2009, hvor tiderne ikke var gunstige.

“2009 var et hårdt år, og det gjaldt også efteråret. Det lykkedes dog at hente det meste ind i 2010 og vi var egentlig kommet i plus. Men så var der en kunde, der trak et projekt, og selvom det ikke er helt afgjort, har vi besluttet at tage afskrivningen med det samme,” siger Andreas B. Iversen.

Afskrivningen var på lidt under en halv million og betyder, at regnskabet endte med et beskedent minus på en kvart million.

In2media fusionerede lige efter sommeren sidste år, søsterselskabet Brandzation ind i bureauet, men dette har ikke haft stor indflydelse på udviklingen i tallene.

“Brandzation var et samarbejde med et filmselskab, som først og fremmest genererede omsætning ind i In2media,” siger Andreas B. Iversen.

Nøgletal for In2media

  • Bruttoavance 17,127 mio. kr. -10,2 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 685.080 kr. +0,6 pct.
  • Lønandel 78,3 (79,9)
  • Resultat af primær drift -0,255 mio. kr. (+0,032 mio. kr. året før)