TBWA ansætter endnu en kreativ direktør

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

En privat problemstilling fik Tom Olsen til at sætte det faste bureau-liv på hold. Efter seks år som freelancer er han klar igen og bliver Paul Clements’ makker som kreativ leder og udvikler på TBWA.

Tom Olsen har været kreativ direktør på bl.a. Y&R og Egebjerg – og var senest på Advance, som han for seks år siden sagde pænt farvel til. Det blev også samtidig et farvel til fastansættelse på et bureau.

“Jeg var glad for at være på Advance, men vi har en datter med en ret heftig ADHD-diagnose, og min kone – der på det tidspunkt var på &Co – kunne ikke gå mere ned i tid. Og så blev jeg freelancer og arbejdede for forskellige bureauer. Jeg fik masser af tid til min min familie og samtidig masser af spændende opgaver,” siger Tom Olsen.

Nu vender han imidlertid freelance-tilværelsen ryggen – fordi lysten er der, og muligheden i privatlivet ligeså.

“Nu er det meste efterhånden på skinner, og jeg kan tage imod muligheden for at komme med på et fantastisk hold. Som freelancer er det mere en dag-til-dag tilværelse, og jeg vil gerne være en del – og stå i spidsen for – et hold,” siger Tom Olsen.

Han er pr. 1. marts igen kreativ direktør – på TBWA, hvor han deler titlen med Paul Clements.

“Det er et lederteam med dybe rødder i både online- og offline-verdenen. Clem er jo næsten over-opdateret på sociale medier – og formår samtidig at indpiske og begejstre – mens jeg kan bidrage med tung koncepterfaring. Ikke dermed sagt at vi er skarpt adskilt: Clem kan lave både en print-annonce og et tv-spot, og jeg har lavet kampagner på sociale medier. Men teamet understreger, at tingene smelter sammen på TBWA,” siger Tom Olsen, der kendte bureauet gennem sit freelance-arbejde.

I december vandt TBWA – i en konkurrence med syv andre bureauer – det nordiske budget for Hjem-Is. Indsatsen skal styres fra Danmark.