Marketing Communication er en ny TDC-enhed – under koncernstrategi – der blev oprettet i forsommeren, og formålet er at sikre større synergi og effektivitet i kommunikationen mellem telekoncernens forretningsenheder.
“Fastnet Norden, Mobil Norden og Erhverv stod før for planlægning, strategi og eksekvering ud fra de retningslinjer, som Corporate Branding fastsatte. Forretningsenhederne varetager fortsat marketingstrategi og planlægning , men vi i MarCom er deres forlængede arm. Vi varetager udviklingen af kampagnerne,” siger marketing direktør for Marketing Communication, Charlotte van Burleigh, der kom til TDC fra Coca-Cola Nordic, hvor hun var marketing director.
“Vi skal sikre større synergi på tværs af forretningsenhederne. Marcom udarbejder TDC briefs i tæt samarbejde med forretningsenhederne, hvor detaljerne udfordres, indtil alle er tilfredse”, siger Charlotte van Burleigh.
Med Marketing Communication søges også et mere strømlinet forhold til bureauerne, hvor der ifølge Charlotte van Burleigh har været “mange interfaces”. Det er der nu ændret på.
“Vi har en overordnet aftale med DDB Gruppen og brugte tidligere også &Co. Nu benytter vi os af et DDB-team . Derudover vil vi fortsat benytte os af andre bureauer med særlige kompetencer, som vi måtte have behov for”, siger Charlotte van Burleigh.
I forbindelse med reorganiseringen af TDCs marketing rykkede en del medarbejdere fra de enkelte forretningsenhederne til Marketing Communication, som organisatorisk refererer til Eva Berneke, koncerndirektør og koncernstrategichef.