Af Peter Engholm 25@mail.dk

Teleselskabets nudist-kampagne kommer til evaluering, når en ny MarCom-direktør tiltræder og bliver løftet op i ledelsen.

TDC gør sig klar til at ruske op i sin markeds-kommunikation. Det sker med ansættelsen af Camilla Ramby, der den 1. november tiltræder en nyoprettet stilling som MarCom-direktør for TDC Privat.

Den nye stilling skal rette fokus på marketing som kundedialog og -kommunikation, og med ansvar for 41 medarbejdere i MarCom-afdelingen skal Camilla Ramby – med TDCs egne ord – “være med til at definere TDC’s kommunikationsplatform og forstærke TDC’s kontinuerlige arbejde med visionen om at sætte kunden først”.

Og ordene er valgt med velberådet hu, for den nuværende kommunikationsplatform med nudisterne Claus og Britta og “Os med TDC” er to år gammel – og til diskussion.

Anders Jensen, adm. direktør for TDC Privat, siger til Bureaubiz:

“Det perspektiverende spørgsmål skal være, om TDC’s kommunikationsplatform kan levere? Er det let tilgængeligt for vores kunder, og er det effektivt for os? Vi skal være åbne over for, hvad et evt. nyt univers skal kunne levere. For TDC er det helt vitalt med en sammenhæng mellem vores kunders stadig mere komplekse hverdag og vores kommunikationsplatform – ikke kun i købsøjeblikket, men også sidenhen.”

Camilla Ramby kommer fra Codan, hvor hun har været marketingchef for privatforretningen i godt tre år. Før det har hun arbejdet med at lancere mobilspil for EA Games i Norden samt været marketingchef for Tele2 Danmark.

Hos TDC tiltræder hun stilling, der er blevet opgraderet i hierarkiet:

“Når vi flytter MarCom-direktøren op i ledelsen og giver stillingen mere tyngde, så er det bl.a. for at signalere vores høje ambitioner med vores varemærke,” siger Anders Jensen.

Den nye stilling som MarCom-direktør er opstået, efter at Charlotte van Burleigh i juni stoppede som chef for MarCom-afdelingen, samtidig med at markedsafdelingen (førhen under ledelse af Allan Christiansen, der nu er i TDC’s operationsforretning) er rykket op under Anders Jensen.

Diskussion af TDC’s markedskommunikation opstår ikke med ansættelsen af Camilla Ramby, for allerede før sommerferien fortalte Anders Jensen til Børsen, at man var midt i arbejdet med vurderingen af, hvad der skal sælge koncernen til danskerne.

Over for Bureaubiz understreger han, at den kommende redefinering af kommunikationsplatformen ikke skal tages som utilfredshed med nuværende, der er skabt af Wibroe, Duckert & Partners, og som – ifølge TDC selv – har delt vandene.

“Denne platform har gjort et godt stykke arbejde – og bragt os til dér, hvor vi er nu. Men der er store muligheder med TDC-mærket, og den kommende tid bliver spændende – også med vores nye MarCom-direktør,” siger Anders Jensen.

Kommentarer

  1. Stort tillykke Camilla. Det bliver spændende. Glæder mig virkelig på dine vegne. Held og lykke 🙂

  2. Stort tillykke med dine nye udfordringer Camilla, det lyder rigtig spændende. Held og lykke 🙂

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club