Tekstforfatter er tegneren bag figur til nyt kræft-site

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Usædvanlig konstellation har hjulpet Kræftens Bekæmpelse: Dialogbureauet har udviklet ideen, mens en tegner, der er tekstforfatter, har udført den.

Emnet er både ømtåleligt og alvorligt i det site, som Kræftens Bekæmpelse lancerer i dag. Det handler om “dit liv” (www.ditliv.dk), og “dit” er i denne sammenhæng folk, der får stillet diagnosen kræft og deres pårørende.

Sitet markerer starten på en langsigtet indsats og er udviklet af Kræftens Bekæmpelse selv med hjælp fra en ikke helt normal konstellation: En tekstforfatter fra Recommended og dialogbureauet Sepia.

Udgangspunktet er en målgruppe, der har et vældigt behov for informationer, og derfor er meget søgende. Men det er også personer i en kritisk situation, der belaster det mentale overskud. Men selv om motivationen for bedre livskvalitet er til stede hos et menneske med kræft, er det ikke det samme som at sige, at det menneske er modtagelig for hvad som helst.

“Vi bruger tegneserie-universet for at gøre et eksistentielt og svært emne lettere og mere forståeligt,” siger Lise Atzen Bjerregaard, der er ansvarlig for markedsføring og fundraising af Ditliv.

Dit liv sagt hurtigt lyder som navnet Ditlev og derfor har figuren fået navnet Ditliv, som optræder på sitet i en lille film, der gennemgår de centrale budskaber.

Ideen til Ditliv er udviklet af Sepia, der også har stået for navn, logo, model og øvrige grafiske elementer. Men Ditliv er tegnet af Stine Spedtsberg, der ikke bare er tegner men også tekstforfatter.

Hun er hyret direkte af Lise Atzen Bjerregaard, der indhentede et bud fra forskellige illustratorer.

Som tekstforfatter slår hun sine folder hos Recommended i Århus, og man kan se mere til hendes streg på www.stinestregen.dk.

Grundideen i sitet er at samle informationer, analyser, råd og værktøjer omkring den situation, der opstår, når en person får diagnosen kræft.

“Det er en situation, hvor mange spørger, hvad de selv kan gøre – men hvor mange også får en oplevelse af at miste kontrollen. Derfor handler det meget om at have handlekraft og målsætningen er at hjælpe til bedre livskvalitet under og efter en kræftsygdom,” siger Lise Atzen Bjerregaard.

De 4 indsatsområder i Ditliv hedder “Spis godt, Sov godt, Tænk godt og Rør dig”, da de er direkte opfordringer til mennesker med kræft.

“Indsatsområderne kan hver for sig hjælpe – men der er meget stor værdi i sammenhængen, så jo flere af dem, man kan gøre noget ved, des bedre. Det er dog altid svært at ændre et menneskes adfærd – og ikke mindre svært, når det menneske står i en kritisk situation,” siger Lise Atzen Bjerregaard og fortsætter:

“Derfor skal der andet og mere end ord til. Her spiller figuren Ditliv en rolle, men vi anvender også videoer til eksperternes budskaber, og i den fremadrettede udvikling vil vi gøre sitet mere og mere interaktivt.”

Blandt eksperterne er Chris MacDonald, der er en af samarbejdspartnerne på Ditliv.