Tele-fusion bringer bureau i en akavet situation

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

AT&T har lagt billet – og godt 200 mia. kr. – ind på T-Mobile USA. Det sætter bl.a. en kampagne fra Publicis, Seattle, i et nyt lys.

I går gik AT&T ud med et tilbud til Deutsche Telekom på 39 mia. dollar i kontanter og aktier for T-Mobile USA, og det giver efterdønningerne i bureausamarbejderne.

Opmærksomheden retter sig mod Publicis, Seattle, der står bag T-Mobiles aktuelle MyTouch 4G-kampagne, som skyder med skarpt direkte mod AT&T’s iPhone service.

I kampagnen, der er inspireret af “PC vs. Mac” reklamerne, repræsenterer en fiks kvinde T-Mobiles MyTouch, der konstant giver baghjul til iPhone, som er hæmmet af at bære rundt på mand – symbolet på AT&T’s kritiserede 3G netværk.

Måske lidt pinligt for Publicis, men ifølge AdAge viser historien, at det kan være tilbudsgiverens bureau, der skal være mest på stikkerne.

AT&T’s nuværende bureau er BBDO (Omnicom Group), der kom til i 2007, da AT&T købte Cingular. Da sagde AT&T farvel til sit hidtidige bureau, Idea City (GSD&M), og skiftede til BBDO, der dengang var Cingulars bureau.

På samme tidspunkt var der også skiftedag for mediabureauerne. I dag har MEC tjansen hos AT&T, men Optimedia håndterer T-Mobile.

AT&T har en 26,6 pct. af mobilkunderne i USA, mens T-Mobile har 12,2 pct. Verizon har 31,3 pct. Målt på listepriser brugte AT&T sidste år år 11 mia. kr. på markedsføring, og T-Mobile godt 3 mia. kr. – og de penge gik bl.a. til MyTouch 4-G kampagnen, som kan ses her og her.