Telefusion bringer langt over 200 mio. reklamekroner i spil

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Telia og Telenor har besluttet at fusionere, og det kan blive dyrt for både bureau- og mediemarkedet. Se selskabernes officielle forbrug her.

Salg og markedsføring er et af de områder, der skal bidrage med synergi-gevinster på 800 mio. kr., som Telia og Telenor har varslet i forbindelse med offentliggørelsen af deres fusion på det danske marked.

Og det er egentlig ikke så mærkeligt, for kigger man på reklameforbruget, så er der betydelige penge i spil ved at gå fra at være to selskaber til et. Alene de to moderbrands stod for et reklameforbrug på formentlig over 200 mio. kr. i årets 10 første måneder, viser tal fra Gallup Adfacts.

Fusionen skal først godkendes af EU-kommisionen, og indtil det sker engang til næste år, vil det være business as usual. Men kommer godkendelsen, så er planen, at der skal skabes et helt nyt selskab, og det bliver ledelsen i dette selskab, der skal beslutte, hvad navn, brand og strategi skal være – og dermed også hvad er skal ske med de to selskabers subbrands.

Ifølge Gallup Adfacts brugte de to samlet 379 mio. kr. på reklame i årets 10 første måneder incl. subbrandsene Bibob, CBB Mobil og Call me. Men det er listepriser, så det reelle forbrug er formentlig nede omkring de 200 mio. kr.

Telia og Telenor er de store reklamebrugere med tilsammen ca. 250 mio. kr. (listepriser), mens CBB Mobil med 55 mio. kr. er den 3. største bruger. Bibob og Call me ligger tæt på hinanden med 33-37 mio.

Tv er det største medie med lidt over halvdelen, mens dagblade repræsenterer godt 30 pct. og banner lidt over 15 pct.

Bliver Telia og Telenor til ét brand, så skal der måske nok knyttes et pænt budget til introduktionen – men facit kan næppe undgås at blive et minus for mediemarkedet på et pænt million-beløb.

Hertil kommer så konsekvenserne for bureauerne. Telekunder er traditionelt store bureaukunder – ikke mindst store brands som Telia og Telenor. Her er bl.a. &Co og Wunderman i spil hos Telenor og Hjaltelin Stahl hos Telia – mens mediabureauerne er OMD (Telenor) og Carat (Telia).

Telias og Telenors reklameforbrug
Listepriser, mio. kr. Kilde: Gallup Adfact

Selskab           

Ialt      

Tv           Dagblade Banner Outdoor
Telia 116 56,2 25,8 28,5 0
Call me 33 19,0 4,9 9,3 0
Telenor 135 49,1 46,5 20,3 4,1
CBB Mobil 55 19,9 16,3 0,1 3,5
Bibob 37 0,4 23,8 0,3 8,8